Et berigende lille mesterværk
Der er ingen mangel på musik, der behandler begrebet ”fremmedgørelse”, men med Microcastle har amerikanske Deerhunter begået en af de seneste års mest sammenhængende og bevægende værker indenfor genren. Musikalsk er der tale om en form for shoegazer-punk der med en blanding af svævende og blide lydlandskaber og pludselige energiudbrud formår at væve sig omkring lytteren som en mørk skov. Inden man bemærker det, er man faret vild i en klarsynet melankoli, som kun sjældent bliver forløst. Med Microcastle bringer Deerhunter ikke megen håb og kræver ingen stillingtagen af lytteren. Opfordringen til eftertænksomhed kommer indefra, når man lidt efter lidt indser, at der ikke er nogen lette veje ud af Deerhunters forførende sorte vision.
Albummets grundstemning etableres allerede i de to første numre “Cover Me (Slowly)” og “Agoraphobia”, som med fordel kan betragtes som en helhed. Her beskrives på eminent vis flugten fra den til tider meningsløse og til tider direkte absurde virkelighed, som udlægges i de efterfølgende numre. Agorafobiens menneske søger at blive til intet i et indelukke som hyldes med de dronende ord ”come for me / cover me / come for me / comfort me”. Intet-mennesker har ”nothing left to say”, ”nothing left to pray” og ”no echo in this place” men har dog selvindsigt nok til med bitter sarkasme at bemærke ”six by six enclosed / soon we’re on video oh oh oh”. Med sarkasmen indser vi at intet er forløst i agorafobien. Det er mesteligt udført og rammer så dybt, at skoven allerede er vokset til bag lytteren.
At agorafobien er en mislykket flugt, opdager vi i det iskolde og bidende nummer “Never Stop”, og herfra begynder så anklageskriftet mod denne absurde virkelighed, fra hvilken kun flugt er mulig. Særligt skal fremhæves det brilliante nummer “Little Kids”, der med resigneret stemmeføring beskriver det at vokse op som en rejse mod at miste den sidste rest af menneskelighed. Narrativt beskrives en mordbrand begået af en flok unge, og musikalsk er nummeret en genistreg, med en instrumentering der rejser sig til et inferno, efterhånden som flammerne tager fat og rejser sig til et flammehav, der skyller enhver tanke om, at der skulle være håb at hente i mennesket, væk.
“Nothing Ever Happened” er ligeledes et højdepunkt på et album af høj generel kvalitet. Nummeret er spækket til bristepunktet med uopsættelig energi; et sidste forsøg på at bryde ud, efter de sidste illusioner er blevet nedbrudt, og det levede liv står tilbage i al sin nøgne meningsløshed. Nummeret kommer samtidig til at stå som et sidste desperat greb ud i tom luft før albumafslutningen i form af “Neither of Us, Uncertainly” og “Twilight at Carbon Lake”. Selvmordet er nu eneste udvej, og det er de sidste skidt mod netop selvmordet, der beskrives i disse to afsluttende numre. Med fængslende monotoni leder “Neither of Us, Uncertainly” frem til den næsten ubærligt smukke “Twilight at Carbon Lake”, der musikalsk spreder sig som spredte ringe i vandet mens ordene og tiden og livet dør ud, hvorefter albummet lukkes med et lydinferno; et auditivt gravmonument for det tabte liv. Det er svært ikke at mærke sine tanker draget mod Joy Divisions Closer henimod slutningen af Microcastle, men sammenligningen forpurres af den opløftende og nærmest hyldestagtige tone, der præger “Twilight at Carbon Lake”. Det er som om, der i Deerhunters univers faktisk er en forløsning at finde i selvmordet som en frigørelse fra illusionernes lænker.
Microcastle får karakteren 8/10 for en række af sublime musikalske øjeblikke i et usædvanligt sammenhængende album. Det sidste hak opad får karakteren ikke, fordi der mellem de numre der fremhæves i denne anmeldelse er en række numre, der ganske vist bidrager til albummets fortælling, men som i sig selv ikke fremstår som ligeværdige partnere til det geni, der andetsteds kommer til udtryk. Ikke desto mindre kan jeg varmt anbefale dette album som et lille mesterværk for alle med hang til fremmedgørelse, desperation og melankoli.
