Brølet fra undergrunden
Vred. Bitter. Ydmyget. Ekstremt intelligent. Selvbevidst. Selvhadende. Utilstrækkelig. Skuffet. Det er bare nogle af de prædikater man kan sætte på hovedpersonen i Dostojevskijs roman, Kældermennesket, fra 1864. Kældermennesket er en original outsider, men ikke fordi han selv har truffet et eksistentielt valg om at være sådan – han er det, fordi han ikke formår at underordne sig samfundets konventionelle strukturer. Han ser verden nedefra, gennem revnerne i gulvbrædderne over den isolerende kælder han befinder sig i.
Heraf kommer navnet på det esbjergensiske, progressive rockband, Kellermensch, som er aktuelle med deres pladedebut. Men det er ikke bare titlen på Dostojevskijs roman Kellermensch har ladet sig inspirere af. Det her er et langt mere intellektuelt raffineret projekt.
Den brutale lyd er vred og selvbevidst og kan til fulde ses som udtryk for det utilpassede menneskes desperate situation og de dystre, stemningsfulde tekster er ekstremt intelligente og originale. På Kellermensch’ selvbetitlede album kæmper den hårde metallyd mod den melodiøse rocklyd, ligesom Kældermenneskets afvigende adfærd kæmper mod samfundet. Dette kommer allerklarest til udtryk i samspillet mellem growl versus rocket skønsang, samt beskidt elektricitet versus strygere og piano, hvilket er karakteristisk for alle albummets ti skæringer.
Bandet har modigt suppleret deres eget materiale med coverversioner af Neil Youngs ”Don’t Let It Bring You Down” og Tom Waits’ ”Dirt In The Ground”. Med disse to bliver Kellermensch hermed et kunstnerisk skoleeksempel på, at man for at lave et overbevisende covernummer skal owne den pågældende sang – gøre den til sin egen.
Alle numrene er særegne og viser et bredt spekter af musikalsk formåen. Nummeret ”Loss” slutter pladen af med et brag, men bliver samtidig grunden til, at Kellermensch ikke scorer topkarakter. Det er absolut et glimrende nummer, men dog knapt så interessant som ”Moribund Town”, ”The Day You Walked” og ”Black Dress”, som både er lyrisk fortræffelige, barske og ja – iørefaldende.
Kellermensch’s plade er alt i alt ikke ufærdige ”noter fra undergrunden”. Den er undergrundens mest æstetisk massive brøl.
Og den skal på repeat…
