Glædeligt deja-vu
Den danske klezmer-gruppe Klezmofobia er klar med endnu et album, og det er nærmest som et deja-vu, når man sætter Ganze Velt i afspilleren. Jeg har nøjagtig de samme glæder, forbehold og personlige tvivlstilfælde, som det var tilfældet med forløberen.
Så lad os starte med sidstnævnte. Jeg har ingen baggrund for at vurdere dette album i den genremæssige tradition, som det hører til. Klezmermusikken, der tager udgangspunkt i den jødiske musiktradition, er ligeså ukendt for mig, som den er for størstedelen af det danske musikpublikum. Derfor er albummet hørt og anmeldt ud fra de kvaliteter, det har hos det publikum, der ikke i forvejen er klezmer-fanatikere.
Med den kendsgerning på plads, så er det tid til de første positive ord. For Klezmofobia, der har en høj status på verdensplan indenfor egen genre, byder på en intens og overbevisende spilleglæde. Musikken er eksotisk og trækker både på mellemøstlige og balkan-lignende referencer, og hvis man som lytter er åben for et album, der bestemt ikke lyder som størstedelen af dem, der står på pladehylderne i de danske hjem, så er der en fornem lytteoplevelse i vente.
Variationerne mellem det melankolske og det yderst festlige og dansable er glimrende, og de mange temposkift og instrumentale variationer gør, at Klezmofobia aldrig bliver kedelige. Til tider kan man fornøje sig med stærkt svingende blæserstykker, mens andre numre er arrangeret med et mere vestligt udgangspunkt. ”Chassidic Medley” og ”Leibedicke Vanzen” er to af albummets store højdepunkter, mens ”Sexy Arab” har en sensuel og erotisk undertone, som ikke bare kan høres på titlen, men også i de inciterende rytmer.
Det tekstmæssige er sprogligt uden for min rækkevidde, men det betyder ikke så meget. At lytte til Klezmofobia er lidt som at være tilbage i barndommens bekymringsløse år, hvor man blot lader sig rive med af glæden i musikken, og ikke behøver forholde sig til, hvad ordene betyder. Der er garanteret masser af indhold, tyngde og mening i teksterne, men det er forbeholdt det publikum, der har de sproglige kundskaber til den slags.
Channe Nussbaum er en dygtig sangerinde, der formår at ændre sit udtryk til de vidt forskellige stemninger, der findes i sangene, og musikalsk er der ingen slinger i valsen. Det svinger, det stemmer og det rammer i fødderne og smilebåndene.
At albummet sælges i Tiger-butikkerne må ikke være et discount-stempel. Det er derimod en fremragende mulighed for at erhverve sig et album, der stikker i den stikmodsatte retning af, hvad man ellers bruger sine spareskillinger til, for den nette sum af en 20’er.
Der er ærligt talt ikke ret meget, der taler imod, at man tager udfordringen op, og at man giver sig selv den glædessmittende oplevelse, det er at lytte til dette danske band, der både er et verdensnavn, når det kommer til ry, genre og potentiale.
