Springsteen leverer et noget rodet album
Hvor er det bare et broget album, Bruce Springsteen har sendt på gaden. Sange, der må siges at rangere blandt de dårligste i Springsteens mangeårige karriere, mikses med sikre hits og blot et enkelt eller to blivende numre.
Der lægges veloplagt ud med ”Outlaw Pete” med dens dragende melodi og en stadfæstelse af Springsteens evne til at fortælle basale historier med få, velvalgte virkemidler. Den sørgmodige tekst i ”Queen of the Supermarket” klinger til gengæld hult. Også 5. skæring – ”What Love Can Do” – har simpelthen også for lidt på spil.
Så kommer der en positiv overraskelse på ”Good Eye” som med sin vrede blues-klang skiller sig ud og virker som et behændigt forsøg på at prøve noget nyt fra Springsteens side. Mere af det, tak. Desværre bliver det afsøgende erstattet af det mere sikre på ”Tomorrow Never Knows”, der helt klart har hitpotentiale, og selvom den bliver i den lette ende, er et elegant nummer, der ikke bliver for ligegyldigt. ”Life Itself” er en fint svingende kærlighedserklæring med nogle gode lyrics, som Springsteens vokal matcher flot.
Generelt må man sige, at vokalen er meget forskelligartet på albummet, hvilket jeg ser som et udtryk for, at hverken Springsteen eller producer Brenda O’Brien, der har arbejdet sammen med Springsteen siden 2002-albummet The Rising, rigtig ved, hvor albummet skal bevæge sig henad.
Dette indtryk rører 10. skæring ”Kingdom of Days” ikke ved; et fortærsket og alt for slidt Springsteen-nummer af noget, man har hørt både bedre og mere oprigtigt før. Albummets sidste tre numre får dog helhedsindtrykket til at løfte sig. ”Surprise, Surprise” med det fængslende omkvæd og det flotte musikalske setup går fint i spænd med nummerets optimistiske, ja nærmest lidt lalleglade tematik.
Og så går vi ellers helt ned i tempo men til gengæld voldsomt op i nærhed på den vemodige ”The Last Carnival”, som med dens tivoli-tema vækker minder om det glimrende album The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle. Allerbedst er dog udgangsnummeret ”The Wrestler”, titelmusikken til Darren Aronofskys film af samme navn. En sørgmodig, akustisk fortælling om et menneske, der kæmper for at holde fast om tilværelsen men ”always leave with less than I had before”.
Den store udvikling kan man ikke beskylde Springsteen for at søge på Working on a Dream. Alt er ved det gamle, hvilket jo også kan være ganske godt. Problemet med albummet er dog, at det bliver for glat, for poleret, støjende på den ufede måde, forudsigelig og for sikkert i sit udtryk. Musikken bliver stedvist nærmest for melodiøs.
Springsteen har bare haft et par håndfulde sange, som han jo ligeså godt kunne glæde nogle millioner mennesker med. Det kan man ikke fortænke ham i, men noget mindeværdigt album bliver Working on a Dream aldrig.
