Energisk – men uden drive.
Andet album fra engelske Hot Club de Paris er på gaden, og Live at Dead Lake byder på masser af energi og eksperimenteren fra Liverpool-trioen. Det er melodisk guitarpop med punkinspirationer og den udadvendte attitude fanger i første omgang, ligesom melodierne og tempoet er smittende.
Siden debutalbummet har bandet samlet erfaring på livescenerne, hvor de har turneret sammen med etablerede navne som The Who, The Foals, Maximo Park osv., og det har sikkert gjort bandet mere bevidst om deres udtryk, men måske også mindre fri og legesyge i deres tilgang til musikken.
Udførelsen er fin, der er ikke mange fingre at sætte på fremførelsen af albummets 14 numre, og melodierne synes på overfladen velskrevne. Efterhånden som albummet får flere og flere afspilninger er det dog færre og færre af numrene, der virkelig holder vand, og man begynder at fornemme, at der mangler det underliggende drive, der skal til for at få det samlede album til at fungere.
”Let Go Of Everything” er på nippet til at sidde i skabet, men i sidste ende er det efter min mening kun førstesinglen ”Hey! Housebrick”, der har niveauet til en vis langtidsholdbarhed. Den er til gengæld kendetegnende for Hot Club de Paris’ topniveau, som er ganske højt.
Et eller andet sted er jeg ganske forvirret over Hot Club de Paris, for det er sjældent at et positivt førstehåndsindtryk i den grad bliver forpurret, når kendskabet forøges. Det plejer ret beset at være lige omvendt. Men attituden og den smittende energi bliver bare lidt for meget, og efterhånden gider man det ikke mere.
Velsagtens også fordi, at sangene mister deres gnist og charme, og de fleste af skæringerne således bliver lidt for hurtigt opbrugt.
