
Dansk thrashcore med potentiale til mere.
The Burnings anden udgivelse følger fint op på det anmelderroste debutalbum Storm the Walls fra 2007. Der er tale om en solid omgang superkompetent klassisk thrash med elementer af death og mere traditionel heavy metal, men der er genremæssigt ikke meget nyt under solen fra den danske kvartet. Omvendt lever de fleste bands fra metalscenen i dag på, bogstaveligt talt, ruinerne af fordums store koryfæer som blandt andre Slayer, Pantera, Testament og Sepultura. Alle sammen bands, der oprindeligt var med til at udvikle og forme den metalrock, som eftertiden står på skuldrene af. Dette gør sig også gældende for The Burning, og det er ikke svært at høre, hvor inspirationen er hentet fra i deres tilfælde. Der er et tonstungt drive, som er hentet op fra det allersorteste helvedesdyb som Slayer gennem snart tre dekader har haft eneret på. Samtidig med, at Johnny Havens vokal er en effektiv blanding af sang og growl, der trækker på de klassiske dyder inden for metal, samtidig med en dyb og kødfuld brutalitet, der giver numrene variation og dybde.
Som noget lidt særligt har The Burning kun en enkelt guitar, som især Pantera også gjorde en dyd ud af. Gevinsten ved dette er, at guitarforløbene sidder mere stramt i skabet, da der ikke skal to ’stemmer’ ind og tilpasses. Og det er her The Burning virkelig formår at skabe noget interessant. Rasmus Vindings guitarspil veksler mellem tung, basal rytme og en superskarp afveksling i skalaerne med afsindig flotte melodisløjfer og rundgange, man ikke har hørt bedre siden 80ernes hardcore metal. Men med til at understøtte Vindings guitar, skal det fremhæves, at Toby Høsts trommer og Thue Møllers bas giver begrebet ’tung’ en helt ny dimension. Det er absolut ikke alle der formår at holde rytmen nede, så det suger i mellemgulvet, men det formår sektionen her til fulde. Og det er præcis her, The Burning kan noget særligt. De spiller med en tyngde og en ærlighed, der både imponerer og lover godt for fremtidige udspil.
Alt i alt et absolut godkendt udspil fra danske The Burning, som skriver sig fint ind i rækken af kompetente metalbands, der er med til at holde liv i og udvikle den klassiske thrash og death metal. Gruppen vandt i øvrigt prisen for ”Best Live Band 08” ved Danish Metal Award over andre koryfæer som Volbeat og Hatesphere.
Det tegner godt for både The Burning og den danske metalscene.