Flot solodebut fra Porcupine Trees mastermind
Find din bedste stol, sluk for mobilen og tag et par gode hovedtelefoner på og luk øjnene. Så er du klar til Insurgentes.
Det musikalske vidunderbarn og hjernen bag Porcupine Tree har begået sit første egentlige soloalbum. Den 41 årige englænder Steven Wilson, har i de sidste tyve-femogtyve år været én af de største ikoner på den progressive rock/metal scene, hvor han med en imponerende produktivitet har skrevet musik og tekster til og produceret Porcupine Trees plader, såvel som en lang række sideprojekter (fx Blackfield, Bass Communion, No-Man og I.E.M). Han har yderligere produceret for bla. Opeth og norske Anja Garbarek og et reelt hav af andre kunstnere. Ser man på Steven Wilsons samlede musikalske CV (2-300 plader), er det derfor paradoksalt, at Insurgentes er den første der bærer hans eget navn, men det ændrer ikke ved det faktum, at det er en af årets mest interessante plader.
Fra ”Harmony Korine” – et fantastisk stemningsanslag og samtidig pladens mest umiddelbare nummer, til de drevne klavertoner der hjælper titelnummer med at lukke pladen, transporterer Wilson dig rundt i et særpræget og dystert lydunivers præget af melankoli, frustration og håb. Der kan sættes mange prædikater på musikken; avantgarde-prog, rock, jazz, elektronika, shoegazing, ambient, krautrock og metal; alt sammen præsenteret i et imponerende indtryk der spænder helt fra stille og indelukket skønhed til et decideret støj-helvede. Numre som ”Twilight Coda”, ”Significant Other” og ”No Twilight Within the Courts of the Sun” er meget forskellige men vil alle holde lytteren i et jerngreb.
Normalt tager jeg afstand fra video-installationskunst, eksperimenterende øst-europæiske film og avantgardegøgl og Insurgentes lyder ind i mellem som et passende soundtrack til nogle af disse kunstformer, men i Wilsons univers er det uhyre smukt og relevant og ikke det mindste påtaget. Insurgentes kræver meget af lytteren, men den vokser efter hver eneste gennemlytning indtil den kravler ind under huden og sætter sig fast. Godt hjulpet på vej af en lydproduktion i absolut særklasse, og støjen opfattes ikke som ubehagelig støj men som et helt igennem berettiget element i musikken. Fans af tidligere Porcupine Tree vil sikkert sætte pris på de lange lydcollager og drømmeagtige sekvenser som leder tankerne hen på tidligere plader som fx. The Sky Moves Sideways og Signify.
Wilson nævner selv Radiohead (primært de støjeksperimenterende Kid A og Insomniac) og 70er-gruppen King Crimson som inspirationskilder, men der kan i virkeligheden trækkes utallige paraleller til flere musikalske strømninger og kunstnere som han er optaget af.
Pladen udkommer med en bonus dvd, der byder på hele tre forskellige surround mixes for de audiofile feinsmeckere, selvfølgelig produceret af Steven Wilson selv. Læg i øvrigt mærke til albummets fotografier, for her finder vi en dansk forbindelse i fotografen og instruktøren Lasse Hoile som også har stået for at illustrere Porcupine Trees plader de sidste mange år.
Otte stjerner er velfortjent og der er med vilje ikke givet topkarakter. Dette for ikke at bidrage til at pladen overvurderes, men vurderet er den her blevet. Insurgentes en meget nødvendig plade, der indeholder stor kunst og burde være umulig at komme uden om.
Steven Wilson ligeså.
