Viva Vertigo: Vicious Echo

Den københavnske kvartet Viva Vertigo er ude med sit tredje album, og har endelig fået godt fat om rockrødderne samtidig med at melodiernes kvalitet har fået et mærkbart løft. Det er der kommet et fremragende album ud af!

cover-vivavertigo-viciousecho-2009-300x300

Velvet U. meets Cave meets Hazelwood

Den københavnske kvartet Viva Vertigo er ude med sit tredje album, og har endelig fået godt fat om rockrødderne samtidig med at melodiernes kvalitet har fået et mærkbart løft.

“You look good, a man your age
And what age is that?
Stoneage”

Således indledes albummet med nummeret “Scorpio K.O.”, der er en hæsblæsende jagt over stepperne med både syre- og stonerrock og med en fængende energi, som en snerrende hot rod. Energien går direkte over i den følgende skæring ”Americana”, som lyder som Jesus And Mary Chain i deres velmagtsdage. Man har allerede sat sig godt til rette i flyderen, og køreturen bliver bare bedre og bedre. ”Walk Over You” har en punket tresserattitude som en Lee Hazelwood på et bad trip.

De efterfølgende ”Killing Heart”, ”Wild Flames of Love” og det helt fantastiske ”Chandra Lee” er nydelser af de helt sjældne. Lise Cabble fra tidligere Miss B. Haven medvirker både som medkomponist og sanger, og især de to sidstnævnte har en ram duft af storbyfortabt kærlighed, tilsat nogle åbne guitarakkorder, der får vokalen og melodien til at bære numrene hjem. Det er Sort Sol i den helt elegante melodilinje, og det gyser, når ”Chandra Lee”’s skæbne kryber ind under huden. Nick Cave og Kylie Minogue kunne ikke have gjort det bedre. Flot og enkelt er det og hamrende effektivt.

”Devildoll” (fedt ord!) er en slæbende popmelodi i dur, men med en bagvedliggende støjmur, der pakker det hele ind i værtshusrøg og natteskæbner. ”Daisy Wanna Be”, ”Pink Rouge” og ”Wild in the Streets” har både kvaliteter som fra P.J. Harveys allerførste skive, Velvet Undergrounds skyggeboksende mørkerock og en følsom og sentimental fremførelse, der aldrig mister fodfæste. Der bliver lagt arm med de store her, men Viva Vertigo står stadig på benene, når røgen letter.

Albummet sluttes af med ”Slinky Pretty Song” og ”Vicious K.O.” som er en henholdsvis flot, strømlinet amaricana og en afsluttende langsomt stigende dommedagshymne, som Lou Reed ville have skåret den i New York omkring 1970.

Er det tydeligt, at jeg er begejstret? Lyt selv efter!

Written By
More from Carsten Meedom
Highway Child: Highway Child
Highway Child viser på dette tredje udspil, at de mestrer både det...
Read More
0 replies on “Viva Vertigo: Vicious Echo”