Moderniseret gammeldags vise-folk
Særpræget, dragende og super-intenst. Det er de mest dækkende betegnelser for denne fantastiske debut fra den danske sanger og sangskriver Butzback, der fremstår som en blanding af Niels Hausgaard, Niels Skousen, Eik Skaløe og Erik Grip – med et moderne små-excentrisk touch, udtryk og udstråling som Nikolaj Nørlunds.
Selve sangskrivningsdelen er absolut gammeldags. Det er de allerældste danske vise-traditioner, der trækkes på, og det er Butzback og hans akustiske guitar, der lægger krop og sjæl til hver af sangene. Det er ikke muntert og letsindigt, men selvom det er tænksomt og alvors-agtigt, så er det stadig underholdende og tankevækkende. Tekstmæssigt vælger Butzback sine ord med omhu, og der er plads til de små twists, der letter på alvoren.
Vokalmæssigt sørger Butzback for at give den mosbegroede sangtradition nyt liv. Han varierer mellem rusten, følelseskold, super-intensitet, falset-rundinger og fra nynnende og hviskende lethed til den mere bastante og spruttende vokal. Selvom sangene for de flestes vedkommende er fremragende skrevet, og selvom det fine lette fingerspillede akustiske akkompagnement er mere end holdbart, så er det vokalen der gør dette album til noget helt særligt.
”Mandag morgen Blues”, ”Nu” og ”Menigmands krønike” er mine favoritter, men hele albummet holder i allerhøjeste grad vand.
Det er nok et smalt publikum, der vil glæde sig over Butzback. Vise-sange har ry for at være for bedste- og oldeforældre, men Butzback giver genren et sjældent moderne liv, så måske kan dette album, der trækker gamle traditioner frem til vores moderne tider, også skabe musikalske bånd mellem generationer.
