Han har været i gang i mange år, fotografen Søren Solkær Starbird fra Sønderborg. Og han har været tæt på stort set alle rockens betydende kunstnere. Hans værk er kort sagt imponerende, og udstillingen “Closer” i Øksnehallen giver et overraskende fornemt overblik over de seneste ti års rockhistorie.
De fleste kender hans billeder. Ikke mindst hans portrætter af nogle af rockens helt store ansigter. På vejen har han været ‘hof-fotograf’ for Sune Wagner, og hans portrætter af ikke mindst Franz Ferdinand er imponerende. Trommeslager Paul Thomson fra det skotske band pryder selvsagt forsiden af den bog, der er udgivet i forbindelse med udstillingen, og han er et velvalgt motiv på sin egen martrede Morrissey måde.
Har man kun set Søren Solkær Starbirds billeder fra gengivelser i aviser, bliver man i den grad positivt overrasket over den store spændvidde i billederne. Det er dog særlig de nærgående portrætter af nogle af rockens store enkeltpersonligheder, der imponerer. Kort efter Paul Thomson hænger f.eks. Tom Jones i en nærmest nøgen positur. En træt waliser med stort udtryk. Og overfor er Boy George skrækindjagende med spraymaling i hele hovedet.
Der er masser af stof til rockmytologien, og man kan godt se, at Søren Solkær Starbird har arbejdet en del for engelske musikmagasiner. Her er nemlig masser af stof til den klassisk britiske mytologi med Weller og Gallagher i tæt omfavnelse eller Ian Brown og Johnny Marr i tæt manchurian forening.
Den fotografiske metode er ofte meget velgennemtænkt og for en række af kunstnerne gælder, at de gerne vil arbejde med en særlig ikonografi. Sune Wagners leg med beat tør være et instruktivt eksempel. Imidlertid virker det allerbedst, når netop en Sune Wagner bare er fanget midt i et impulsivt smil. Der kommer vi tættere på, for en stund. Nu mangler bare de store fotografiske ikoner David Bowie og Morrissey i samlingen. Så er hele kongerækken indfanget af Søren Solkær Starbirds imponerende linser.
Undervejs mores man over The White Stripes fanget i sort, hvid og rød. Eller man mærker smerten hos Amy Winehouse eller erfaringen hos Bobby Gillespie, der her er fanget mere direkte end jeg nogensinde har set ham før. Det er kort sagt fremragende i Øksnehallen i det store format.
