“Det gĂŠlder om at skramle pĂ„ den fede mĂ„de”
Sanger, guitarist, komponist, ivĂŠrksĂŠtter, indpisker, musiknĂžrd, flueknepper og dybt professionel og ambitiĂžs. Dette er blot fĂ„ ord, der beskriver grundlĂŠggeren og hovedmanden, Simon Beck, fra Viva Vertigo, der netop er barslet med deres tredje album, Vicious Echo. Albummet har allerede fĂ„et flere flotte anmeldelser, og Diskant har sat Simon Beck i stĂŠvne pĂ„ en bar pĂ„ Vesterbro til en snak om den lange vej frem til succesen, og om, hvordan det kan vĂŠre, at der er et nummer pĂ„ Vicious Echo, oprindeligt skrevet og indspillet i en demoversion af Sune Wagner, som lyder mistĂŠnkeligt som nogle tekstbidder fra et nummer af Sort Sol. Og om ambitionerne for bandets videre fĂŠrd fremover â hvis der er flere tilbage!
Diskant: Jeg kunne godt tÊnke mig, at du fortÊller noget om bandets forhistorie, det nye album, og om, hvilke tanker I gÞr jer med det musikalske udtryk, Viva Vertigo efterhÄnden har rendyrket pÄ nu tre studiealbums. Et udtryk som umiddelbart ligger fast forankret i en retrostil, der griber tilbage til bÄde tresserne og halvfjerdserne.
SB: PÄ det nye album var det vigtigt at fÄ en mere ekstrem produktion. Sangene kaldte pÄ det. Og vi har brugt meget tid pÄ at fÄ den lyd, der er pÄ pladen. Lyden ligger tÊt pÄ den lyd, jeg har pÄ mine 4-spors demoer. Men det lyder bare stÞrre pÄ pladen. Vi har sÞgt en stor, rÄ rocklyd pÄ de hÄrdere sange, og fÄet luft og dynamik ind i de mere lyse og lette sange.
    Temaet pĂ„ det nye album har vĂŠret, at det ligesom har vĂŠret vores sorte plade. Vi er blevet kaldt Rock Noir af en opfindsom kritiker fĂžr. Men dette skulle vĂŠre vores dunkle, skramlede og voldsomme album, hvor det skulle stĂžje og buldre. Det skulle ogsĂ„ vĂŠre en stor produktion. Masser af guitarer og kor og alt muligt andet. Guitarist Sara Lewis SĂžrensen har spillet lap steel, mando guitar, slide, med violinbue pĂ„ guitaren, vi har alle mulige tuninger pĂ„ guitarerne â i sangen âVicious K.O.â indspillede Sara syv-otte guitarspor med variationer og bue og alt muligt hurlumhej, og til sidst gik jeg til frokost, mens de fortsatte, det blev en hel symfoni â et fantastisk stykke guitararbejde. Vores svenske bassist, Anders Wallin, der ogsĂ„ var tekniker pĂ„ dele af pladen, har suppleret med oldgammel moog synthesizer, der har lagt nogle gode stĂžjting oven i vores stĂžjguitarer. Anders kan spille pĂ„ det meste og har et godt musikalsk Ăžre. Desuden har jeg spillet nogle trommer, som Anders samplede og lagde pĂ„ et spor, hvorefter Kristoffer Sonne spillede trommer oveni. Det har vĂŠret en fed proces at lave den her plade.    Â
    Sangene er denne gang helt selvbiografiske. De er alle sammen levet. De er ogsÄ skrevet over flere Är. Jeg lever ikke sÄ intenst hver dag, som teksterne reflekterer. Men der har vÊret en del dage, hvor livet har vÊret ude pÄ kanten. Det kan jeg hÞre, nÄr sangene kommer efter hinanden.
    Men Viva Vertigos sange har sgu altid haft den dér intensitet over sig. Mange siger, det lyder som filmmusik, og da jeg selv ser flere film end lytter til musik, kan jeg godt se, hvad de siger. Men jeg prÞver at gÞre hver sang til en lille fortÊttet fortÊlling, der skaber billeder inde i hovedet pÄ mig selv. Der kÞrer en film i mit hoved, nÄr jeg synger et Viva Vertigo nummer.
    Og sĂ„ kan jeg godt lide bands med store armbevĂŠgelser. F.eks. rent dynamisk at der bliver spillet i flere tempi. Og at trommeslageren fĂ„r brugt de tamâer, nĂ„r de nu sidder pĂ„ trommesĂŠttet. Vi har travlt, nĂ„r vi spiller live med Viva Vertigo. Vi stemmer guitar om i Ă©t vĂŠk og trommerne er ved at dejse om bagefter. Men nu er Kristoffer Sonne nok ogsĂ„ en af de mest effektive og velsvingende drummers jeg nogensinde har set spille.
    Det fĂžrste album er indspillet over en toĂ„rig periode, det andet over 14 dage, og det nye album har igen strakt sig over lĂŠngere tid. Det var meget vigtigt for mig, at vi ramte vores lyd helt rigtigt pĂ„ denne her. Og det tager altsĂ„ noget tid at prĂžve ting af. Men nu vĂ©d jeg sĂ„ ogsĂ„ prĂŠcis, hvordan det fungerer optimalt for os i et studie. Med mindre vi skifter radikalt lydbillede nĂŠste gang…
For at komme tilbage til forhistorien
I midthalvfemserne sad jeg og klimprede pÄ en guitar og forsÞgte at fÄ det til at lyde af noget, jeg har altid haft forkÊrlighed for enkel musik, men det var fÞrst da jeg mÞdte Sune (fra Psyched Up Janis, CM), at jeg begyndte at fÄ en fornemmelse for, hvor enkelt musik egentlig kan arrangeres. I starten sad jeg og byggede lag pÄ lag pÄ numrene, men da Sune spillede sine demoer for mig, blev jeg imponeret af hans mÄde at arrangerer musikken med helt enkle virkemidler.
En dag, hvor vi festede lidt rigeligt, spurgte han mig sĂ„, om jeg ville med ned til en Psyched Up Janis Ăžver, og fĂžrst var jeg sĂ„dan ⊠er det nu ogsĂ„ en god idĂ© â vi var jo pivstive! Men jeg tog med, og den sommer turnerede de med albummet Beats Me, en meget enkel plade med fede, tidlĂžse sange jeg godt kunne forholde mig til. Helt enkle greb og virkemidler, og hamrende effektivt. Der var en del flere guitarroller pĂ„ pladen og de var en trio, men Sune havde en kĂŠmpe guitarlyd sĂ„ man savnede ikke noget live.
    PÄ det tidspunkt jammede jeg i nogle forskellige bands, og jeg forsÞgte hele tiden at samle nogle folk omkring mig, som kunne skabe den lyd jeg sÞgte efter. PÄ et tidspunkt dannede jeg Viva Vertigo, fordi der var en producer der gerne ville prÞve mine sange af i sit studie, men vi mÄtte have de bedste musikere available, sagde han. Jeg havde nogle indvendinger, men efter den fÞrste session med Sune Wagner pÄ guitar, Mick GrÞndahl (Jeff Buckley Band, CM) pÄ bas og Kristoffer Sonne pÄ trommer var jeg solgt. Det var sgu som at flyve at spille med de fyre, og siden har jeg sÞgt sammen med forskellige musikere, sangere, der kan fÄ den fÞlelse op i mig.
Diskant: Selve produktionen pÄ alle tre albums er meget funderet i en retrolyd.
SB: Jeg sad pÄ et tidspunkt og arbejdede med nogle af sangene, og jeg forsÞgte at lÊgge min stemme ned i et dybere leje, og pludselig var der et udtryk, som jeg kunne fornemme var helt rigtigt. Sune og jeg var i det gamle Sweet Silence Studio til nogle nattesessions og fik et par sange indspillet, hvor Sune spillede de fleste instrumenter. Derefter gik vi baglÊns i selve produktionen, og da vi mixede sangene, byggede vi musikken op omkring min vokal. I stedet for at mixe instrumenterne fÞrst, startede vi med vokalen fÞrst, og afstemte instrumenterne til det leje, min vokal lÄ i.
    Derudover har jeg altid godt kunnet lide lyden fra en god gammeldags ekkomaskine, som man jo desvĂŠrre ikke ser sĂ„ tit mere i de moderne studier. De findes dog i flere af de studier, vi har benyttet os af. Meget musik i dag er ensartet i lyden â i hvert fald i rockgenren. Mange steder i dag handler det om den store, flotte, tekniske lyd. Det gĂžr det ikke i Viva Vertigo. Der handler det om at skramle â pĂ„ den fede mĂ„de. Det kan dog ogsĂ„ vĂŠre en meget teknisk proces at nĂ„ dertil…
    Jeg synes, man kommer tĂŠttere pĂ„ musikken, nĂ„r man benytter sig af det mere oprindelige udstyr. Tom Waits sagde engang noget om, at musik er svĂŠr at fange pĂ„ bĂ„nd i lige prĂŠcis den lyd, der ville klĂŠde den enkelte sang bedst. Jeg bliver lidt trĂŠt af mĂŠrkatet retro. SelvfĂžlgelig er jeg inspireret af ĂŠldre musik â men jeg hĂžrer sgu alt muligt forskelligt, det er ikke et mĂ„l i sig selv at det skal vĂŠre retro. Faktisk aftalte Sara (Lewis SĂžrensen, guitarist i Viva Vertigo, CM) og jeg pĂ„ forhĂ„nd, fĂžr vi gik i studiet med indspilningen af Vicious Echo, at der ikke skulle vĂŠre Ă©n eneste surfguitar nogen steder (det kom der sĂ„ alligevel pĂ„ Ă©n sang). Det er ikke lyden fra den tid, vi prĂžver at fange. Det er mere fornemmelsen af at vĂŠre tĂŠt pĂ„ en rocklyd der er stĂžvet og alt andet end hi-fi. Vi kommer frem til den lyd, nĂ„r vi benytter os af klassiske ekkomaskiner, pedaler og mikrofoner. NĂ„r Jim Morrison og Frank Sinatra har sunget i U 47 vokal-mikrofon, burde jeg sĂ„ ikke lige teste dĂ©n mikrofon? Ups den lyder sgu godt, hva? Min vokal har faktisk aldrig lydt bedre end pĂ„ det album.
    NÄr vi sÄ fÞrst kommer i gang, bruger vi rigtig meget tid i studiet, hvor alle detaljer bliver gÄet igennem, indtil jeg er tilfreds. Jeg er nok lidt en nÞrd i den retning. SÊrligt pÄ vores nye album, hvor alt blev prÞvet af. Et hav af guitarforstÊrkere, gamle som spritnye, for at fÄ den guitarlyd, vi sÞgte. Og forskellige rumklange. Der er blevet nÞrdet igennem. Sara protesterede
ind imellem, âhvad med min forstĂŠrker?â, men vi fandt metoder, hvor alle endte med at blive rigtig glade for guitarlyden.
Diskant: Det er jo nĂŠrmest genialt, at I har fĂ„et Lise Cabbles knirkende sovekammerstemme med pĂ„ nogle af numrene. IsĂŠr nummeret âChandra Leeâ er helt fantastisk.
SB: Jeg har altid vĂŠret stor fan af Miss B. Haven og deres mĂ„de at spille deres farlige natte-pop pĂ„. Jeg havde lĂŠnge drĂžmt om at lave noget musik med Lise Cabble, og jeg havde altid troet at det var komplet umuligt, men sĂ„ en dag kontaktede jeg hende og sendte et par numre, og sĂ„ var hun pĂ„ med det samme. Vi indsang duetten âCandy Youngâ pĂ„ vores andet album Vulcan Gas Company og det lykkedes sĂ„ godt at hun foreslog vi skulle skrive en sang sammen Ă©n dag.
    âChandra Leeâ skrev jeg i en koger en nat jeg kom hjem fra byen. Faktisk er Chandra Lee navnet pĂ„ en dansk-amerikansk pige, jeg mĂždte den aften, og sangen handler om hende. Nummeret havde ligget i min skuffe i lang tid, hvor jeg tog det frem en gang imellem og ikke var helt tilfreds. Men da Lise hĂžrte det, komponerede hun et nyt omkvĂŠd, og sĂ„ kunne jeg hĂžre, at sangen var fĂŠrdig. En helt fantastisk fornemmelse, og Lises mĂ„de at frasere pĂ„, kunne jeg aldrig selv arrangere. Men hun giver sangen noget helt sĂŠrligt. Og hun er satme en dygtig sangskriver.
Diskant: Kommer Lise Cabble til at vÊre med pÄ scenen, nÄr I skal ud og prÊsentere de nye numre live?
SB: Nej, hun Þnsker ikke at vÊre en del af det. Hun er ikke sÄ vild med at spille live. Men Sara har lÊrt sig hendes vokalstykker, og hun synger det ogsÄ rigtig godt. SÄ vi kan sagtens spille de sange live.
Diskant: I har ogsÄ fÄet et par numre med i lydsporet til nogle film.
SB: Det er rigtigt. Som jeg nÊvnte fÞr, er der flere der har kommenteret pÄ, at vi laver sange, der passer godt ind i film. Vi har to sange med i filmen Nordkraft og en i Lille Soldat. De sange egner sig godt til de film, hvor de fint bliver en del af den filmiske fortÊlling. Sangene til Nordkraft passer perfekt til de scener, de spilles til. BÄde med stemningen i scenerne og pÄ tekstsiden.
Diskant: Da jeg hĂžrte âWild Flames of Loveâ fĂžrste gang, tĂŠnkte jeg med det samme pĂ„ Sort Sol.
SB: Det er sjovt, du siger det. Det er jo et nummer, som Sune Wagner har skrevet oprindeligt, men kun indspillet i en demoversion. Jeg sagde til ham i Ă„revis at den sang var altsĂ„ et scoop! Jeg lavede sĂ„ et arrangement, og jeg har spillet den pĂ„ et tidspunkt pĂ„ Loppen, og jeg kan huske, at Steen (JĂžrgensen, fra Sort Sol, CM) var blandt publikum. Og sĂ„ en dag hĂžrte jeg en Sort Sol-sang med ordene âWild flames of loveâ, og jeg spurgte Steen point blank, om han lige havde scoret den linje, men han svarede aldrig, han grinte bare. Men hvis han har, sĂ„ kan jeg da godt forstĂ„ det, jeg var selv helt betaget af den sang i Ă„revis. Nu er den sĂ„ endelig blevet arrangeret, og det er vores bud pĂ„ sangen.
Diskant: Hvad sker der med Viva Vertigo i fremtiden?
SB: Rigtig godt spĂžrgsmĂ„l. Mange af de musikalske mĂ„l, jeg satte mig tidligere, har jeg faktisk fĂ„et indfriet i dag. Og alle de folk jeg drĂžmte om at arbejde med i Danmark, har jeg arbejdet med. MĂ„ske gĂŠlder det bare om at komme ud og trykke den af til nogle koncerter, og fĂ„ nogle nye livserfaringer, som jeg kan skrive nye numre pĂ„. Faktisk er jeg helt Ă„ben for fremtiden, men jeg hĂ„ber selvfĂžlgelig pĂ„, at det europĂŠiske marked vil Ă„bne sig for os â vores nye album udkommer til oktober i Europa â sĂ„ vi ogsĂ„ kan komme ud og spille koncerter dĂ©r. Det ville vĂŠre fedt.
