Respektindgydende genkomst for Black Sa… Heaven & Hell
Vi skal 30 år tilbage i rockhistorien for at kunne forstå, hvorfor forventningerne til denne plade har været enorme. Da Ozzy Osbourne i 1979 blev taget fra bestillingen i Black Sabbath og en af rockhistoriens bedste sangere, Ronnie James Dio blev tilbudt at overtage blev det gruppens redning. Ex-forsanger fra Rainbow tilførte en ny lyd og et tekstunivers som sammen med Tony Iommis riffs resulterede i Heaven and Hell (1980) og Mob Rules (1981); plader som ingen samling bør være foruden. Dios medlemskab af Black Sabbath endte i skænderier over livepladen Live Evil (1982), men i 1992 gjorde de et nyt forsøg med Dehumanizer, men intern ballade gjorde også ende på den reunion. Mere blev det ikke til.
Ikke før Iommi i 2006 blev bedt om at bidrage med ubrugt materiale til opsamlingsalbummet Black Sabbath – The Dio Years. Men i stedet for at skrabe spanden efter et par halvhjertede b-sider (som der i øvrigt ikke var nogen af) fik han idéen til at skrive helt nyt materiale sammen med Dio. Resultatet blev tre nye numre, der kunne give bævrende underkæbe og fugtige øjenkroge hos selv den mest langtidsstegte metalfan. Et reelt comeback lå lige til højrebenet.
Bønnerne blev hørt og i foråret 2007 tog gruppen (nu under navnet Heaven & Hell) på en højt profileret verdensturné. Muligheden for igen at høre ”Mob Rules”, ”Heaven and Hell”, ”The Sign of the Southern Cross”, ”Neon Knights” og ”Children of the Sea” spillet live af Vinnie Appice, Geezer Butler, Tony Iommi og Ronnie James Dio var en oplevelse af nær-religiøs dimension og et højdepunkt i moderne metalhistorie. DVD’en Live at the Radio City Music Hall er rigelig dokumentation for den påstand. Successen gav blod på tanden og første plade i sytten år er nu en realitet. Med ovennævnte in mente, er det derfor med en vis spænding, at The Devil You Know modtages.
Den knastørre produktion og usædvanligt tunge bund som bonus-numrene fra The Dio Years bød på går igen hele vejen på The Devil You Know. Dios sans for vokaldrama og maleriske tekster kombineret med en himmelsk rytmesektion har altid været grundstammen i deres musik, og denne plade viger ikke meget fra den formel. Standardingredienserne er på plads: Iommis stålsikre riffs, Appices tunge og afmålte trommespil, Butlers fyldige bas og Dios skælvende vokal er især markante på pladens suverænt bedste numre ”Bible Black”, ”Rock and Roll Angel”, ”Follow the Tears”, ”Neverwhere” og ”Breaking Into Heaven”. Tung metal og glimrende sangskrivning som frembringer nostalgiske følelser om fordums tid, men i sin helhed, er det som om pladen alligevel ikke bider sig helt fast der, hvor den skal. Der er [desværre] enkelte svage led. Det drejer sig især om ”Fear”, ”Double the Pain”, ”Turn of the Screw” og ”Eating the Cannibals”, der lyder som aflagte numre fra Dios solokarriere, og det giver samlet set, en nagende følelse af, at det hele godt kunne (og burde) være bare en tand bedre, end det er.
Her er ingen umiddelbar ny ”Heaven and Hell” eller ”The Sign of the Southern Cross”, men ti udmærkede og iørefaldende numre, som alle bærer Iommi/Dios trademark. Med tanke på, at tre af gruppens medlemmer for længst har nået pensionsalderen (Dio fylder 67 til sommer) er The Devil You Know et respektindgydende album.
