Peter Sommer viste tænder på Store Vega
Med sidste års album, Til rotterne til kragerne til hundene, skiftede Peter Sommer kurs mod et langt mere rocket og upoleret udtryk. Teksterne fulgte med; glimtet i øjet og ”Valby Bakke” var skiftet ud med et mere indadvendt og sortseende lyrisk univers. Kursskiftet var en succes og at Peter Sommer også er bedre live end nogensinde var koncerten i Store Vega et bevis på.
”Valby Bakke” var selvfølgelig med på sætlisten til aftenens koncert, men det var sigende, at den kom tidligt i sættet og ikke som afslutningsnummer. Det var i stedet den rockede ”Rødt kort” der varetog den funktion, og at dømme ud fra det klappende publikum var det en populær beslutning.
Publikum har taget den nye Sommer til sig, og selvom der givetvis var nogle skuffede koncertgængere i Store Vega, så var stemningen på sit højeste på de tunge guitarbårne numre, som eksempelvis nummeret ”Til rotterne til kragerne til hundene”, der efter en kort intro, kickstartede aftenen med et brag. I delvist mørke, og med armene ned langs siden, stod en selvsikker og cool Peter Sommer bag mikrofonstativet midt på scenen og åbnede koncerten med ordene: ”Han har så meget at sige / der ikke kan komme på tale / og de må skære i hans krop / hvis de vil se hvad han har på hjertet”.
Backingbandet Tiggerne leverede en massiv lyd koncerten igennem, og Peter Sommer skulle synge alt hvad han havde lært for at følge med. Kun to gange greb Peter Sommer sin akustiske guitar for at hjælpe lidt til på den front. Det skete bl.a. på ”Himmelflugt”, der er et af de bedste numre på Til rotterne til kragerne til hundene – og paradoksalt nok også et af de mere stille.
Undertegnede hilser Sommers musikalske skift velkommen. Farvel til Superjeg og farvel til den gamle Peter Sommer. Goddag til en mere indadvendt Peter Sommer, der på Store Vega alligevel fik vist hvad han har på hjertet.
Som opvarmning havde Peter Sommer Solveig Sandnes’ nye band Er de sjældne. Planen var, at der skulle have været en særskilt anmeldelse af deres koncert, men alt for meget snak blandt publikum umuliggjorde at danne sig et indtryk af bandets livekvaliteter.