Tilbage til rødderne med stil
Fire uger i et sommerhus ved Høve Strand skulle der til, for at sanger, guitarist og komponist Dennis Kasten og trommeslager Mads Valther fandt tilbage til rødderne, til kilden af inspiration og spilleglæde. Og pludselig væltede det ud med sange. 48 styk i alt, for at være helt præcis, og kvartettens debutalbum er kun første del af en allerede planlagt trilogi.
Ved Høve Strand dukkede bassist Jens Larsen og guitarist Rune Højmark op for at lytte til det nye materiale, og herefter tog det fart.
Det havde ellers ligget tungt for kvartetten, der tidligere havde taget hele turen rundt i rockcirkusset med bandet Royal Highness, hvor drengedrømme var gået i opfyldelse, men som også havde taget gnisten ud af projektet i designerrock og marketingsstrategier. Det hele var gået i stå, og man manglede dét, der skulle kickstarte det hele igen. Og nu er vi tilbage ved Høve Strand igen.
De 12 skæringer på debutalbummet er skåret i en amerikansk country-roots-stil, der bedst beskrives som traditionel amaricana a la Ryan Adams og Creedence Clearwater Revival, tilsat nogle fængende og nærværende melodilinjer. ”Kill Me If You Can” er leveret med den enkelthed, der er så umulig at planlægge, at designe, det kommer kun, når det kommer lige fra hjertet. Og Kastens stemme har tilpas meget af den sårbarhed og knastørre patos, der skal til, for at bære et nummer som dette igennem . Guitarfladerne ligger også løst nok til at underbygge en moderne og tidløs stemning, der gør at det hele ikke falder tungt sammen i 70’er nostalgi. Omvendt er der i ”I Know What a Man Needs” en så klar bekendelse til den amerikanske folk-tradition, at inspirationskilderne står tydeligt frem på den støvede baggrund. Det er dog i numre som ”No Use Crying (Over Me)” og ”Off In the Night”, at mandolin og den sørgmuntre stemning lyder som Soul Asylum i deres heydays. Og det er her Tyrants & Kings træder i karakter og lyder som noget langtidsholdbart og ikke blot et kopiband med det rette tekniske håndelag. Der er noget på spil, og man kan mærke det, hvis man kan få stilheden i musikken ind under huden.
Tyrants & Kings spiller ikke folk-rock på en ny måde, men de har fundet tilbage til den nerve det er en forudsætning at besidde, for at kunne levere den tyngde og sjæl og boblende spilleglæde, som numrene er fyldt med. Anbefales hermed varmt til alle, der stadig har en svaghed for americana og den umiddelbare folk-tradition, der langt hen ad vejen er tæt knyttet til rock’n’roll. ”Whish it was the Blues”, synger Kasten på andensidste skæring. I’m glad it’s not!
