Som Portishead i glædesrus
LA-duoen Bitter:Sweet er en sær men kammeratlig størrelse. De lægger fra land i trip-hop-genren med store beats og gigant-produktioner, men de drejer genren i en fornøjelig og glad retning, som får mange af de større og mere mørksynede stjerner i genren til at minde om dommedagsprofeter.
Debutalbummet, der blev skabt for et par år siden, blev kaldt genrens bedste siden Portishead-klassikeren Dummy. Og umiddelbart er der ligeså mange lighedstegn som modsætninger mellem Portishead og Bitter:Sweet.
Lighedstegnene kan sættes ud for de stort orkestrerede numre, der hele tiden har en massiv og elektronisk præget bund. Den fængende kvindelige frontfigur, der stjæler opmærksomheden midt i det gigantiske lydbillede. Og ikke mindst de ekstremt stemningsmættede arrangementer.
Modsætningerne kan findes ud fra omtrent den samme liste. For de stort orkestrerede numre er drejet, så blæsere og strygere ikke er klagende og melankolske, men derimod lystige og glædesspredende. Den fængende frontfigur Shana Halligan lyder ikke som om, at et større nervøst sammenbrud er under opsejling. Snarere som om, at indtaget af lykkepiller er på kanten af det fornuftige. De ekstremt stemningsmættede arrangementer er drejet i retning af de gode og positive stemninger, der spreder glæde og humør.
”Come Along With Me” er super-catchy i omkvædet, mens ”Sugar Mama” er hitpotentiale i højeste potens med svingende og finurlige klarinet-figurer. Der er smittende glæde over det meste af linjen, men ”Everything” er trods-nummeret i festsamlingen. En melankolsk low-tempo skæring med klagende celloer.
Drama er et festligt album. Måske for festligt for nogle. Jeg er nu godt tilfreds, og har udset mig sangerinde Shana Halligan og musikmakkeren Kiran Shahani som soundtrack til den gladere del af sommerens begivenheder.
