Saga: The Human Condition

Der er masser af flotte og typiske Saga-rundgange, hvor keyboard og guitar følges ad i et halsbrækkende tempo og med masser af progressiv energi. Og der er stilfærdige ballader med flotte vokalharmonier og velklingende melodilinjer. Det hele lyder bare alt for meget som en afglans af det Saga, der engang kunne begejstre et så bredt publikum, at de både lå på hitlisterne samtidig med, at de blev anmeldt i Heavy Metal-magasiner.

saga-thehumancondition-2009-300x300

En Saga blot

Canadiske Saga var engang et symfonisk rockorkester, der begejstrede et bredt publikum med både velklingende radiohits og med en jazzet og progressiv måde at komponere en blanding af vellydende, pompøse keyboardflader med elektrisk, rå rock. Alt sammen i et spændingsfelt af afsindigt dygtige musikere og med en eminent forsanger i Michael Sadler, som også var en af grundlæggerne sammen med brødrene Crichton helt tilbage i anno domini 1978. De fire første Saga-skiver var en fast bestanddel i enhver velassorteret pladesamling på det tidspunkt. Og det gjaldt også for undertegnede, som især havde en stor veneration for det glimrende livealbum In Transit, der på den ene side indeholdt en koncert optaget i Danmark. Så var det næsten, som om man selv havde været der. Godt var det i hvert fald. Dengang.

I dag er Michael Sadler gået nye veje, brødrene Chrichton er der stadig, og som afløser for Sadler har man fundet den unge canadier, Rob Moratti, der tidligere var sanger i Final Frontier, som de fleste formentlig aldrig har hørt om. Moratti er en værdig og yderst kompetent afløser for Sadler, og der er ikke en finger at sætte på hans vokalarbejde i det nye Saga. Ligeledes er der heller ikke noget at sætte fingeren på med hensyn til de to Crichtons arbejde med henholdsvis bas og guitar, og især Jim Gilmours keyboardspil giver lydbilledet det klassiske Saga-præg, der har været bandets varemærke i over tredive år. Men når alt det så er sagt, afslører gennemlytningerne af det nye album, at der er så lidt nyt under solen, at det nærmest bliver ligegyldigt.

Der er adskillige flotte og typiske Saga-rundgange, hvor keyboard og guitar følges ad i et halsbrækkende tempo og med masser af progressiv energi. Og der er stilfærdige ballader med flotte vokalharmonier og velklingende melodilinjer. Det hele lyder bare alt for meget som en afglans af det Saga, der engang kunne begejstre et så bredt publikum, at de både lå på hitlisterne samtidig med, at de blev anmeldt i Heavy Metal-magasiner. Det var ikke normalt dengang, skulle jeg hilse og sige. Det var lang tid før Volbeat.

Afslutningsvist og retfærdighedsvist skal det understreges, at ønsker man et velproduceret genhør med Saga-lyden, er der mange gode numre på The Human Comdition. Men er man mere til numre som ”Don’t Be Late”, ”Careful Where You Step”, ”Humble Stance” og ”Wind Him Up”, kan man tænke tilbage på Amager Bio i 2007, hvor Saga gav en fin afskedskoncert med deres sanger gennem 30 år. Eller man kan sætte skiven In Transit på grammofonen og flyve tilbage til Sagas electro-okkult-jazz-rock, der virkelig rykkede – dengang.

Written By
More from Carsten Meedom
Copenhell 2022 – Fredag
Tredjedagen på Copenhell osede af en afslappet stemning, nu hvor det hele...
Read More
0 replies on “Saga: The Human Condition”