Smukt fjerde udspil fra Portlands Mirah
Det vrimler med skønne kvindelige sangere og sangskrivere for tiden! Amerikanske Mirah Yom Tov Zeitlyn er ikke ny i den forbindelse, og med nu fire udgivelser på bagen – det første i fire år – fornærmer man hende næppe ved at sige, at hun er ved at være gammel i gårde.
Niveauet har været konstant højt, hvilket det også er på (a)spera, der har ganske få lavpunkter – der slet ikke er så dårlige endda – og et par rigtig flotte numre til at toppe albummet med. Et af disse er albumåbneren ”Generosity”, hvor Mirahs smukke vokal, violiner og perkussion skaber et flot og dramatisk nummer, der slutter af med en evig gentagelse af ordene ”I won’t give more / We just want more”. Et andet af albummets gode nume er ”Forest”, hvor Mirahs stemme står nøgen og smuk i starten, hvorefter der tilsættes trommer og blæsere og senere kommer et kor indover. Koret er overflødigt og sangen havde muligvis også gjort sig bedre i en mindre produktion – men det rokker ikke ved, at ”Forest” er et godt og særdeles lytteværdigt nummer.
Mirah kommer vidt omkring på (a)spera og viser, at hendes melodier og vokal passer til såvel uptempo som det mere intime. Således kommer vi omkring den Østeuropæisk lydende ”The Country of the Future”, ”Shells”, der har harpen som eneste instrument, den afdæmpede elektriske guitar på ”Bones and Skin” og den lettere jazzede ”All Gone are These Days”.
I store doser bliver Mirahs musikalske univers en smule kedeligt og deprimerende at lytte til. Alligevel hører hun uden tvivl til i den bedre ende af alle de kvindelige singer-songwritere, der florerer for tiden. Og så bliver hun ved med at udfordre sig selv, hvilket er væsentligt i en genre, der let går hen og bliver en stiløvelse i repetitioner over samme tema.
