Britisk sanglærke forener performance med stilsikre popperler
Natasha Khan kommer fra søvnige og aldeles britiske Brighton, men med pakistansk blod i sine årer. På hendes seneste udspil Two Suns begiver Khan sig ud i et eventyrligt musikalsk univers, hvor hendes stilsikre talent for at ramme de simple popmelodier forenes med tilpas skævhed og originalitet til at det hele fungerer.
Der er en syntetisk aura over Khans måde at iscenesætte sig selv på, og ved de første gennemlytninger er musikeren, kvinden, performeren og sangerinden svær at fæstne fokus på. Som en musikalsk kamæleon skifter hun ham og forandrer sit musikalske udtryk i lette og glidende bevægelser. Der ligger en konstant maskinel baggrund i de elektroniske blokke af perkussion, der på det ene tidspunkt skramler af sted, for at blive afløst af blid fuglesang og hypnotisk besnærende sirenesang.
Der er både lidt gospel, lidt blues og et solidt element af velklingende popmelodier, men der er i høj grad også en farlighed, en kant, der til tider leder tankerne hen på The Cures tidlige elektroniske kompositioner og deres mere dystre og melankolske stemninger.
Der er med andre ord mange ting på færde i Natasha Khans univers, og man bliver belønnet righoldigt, hvis man giver sig tid til at smyge sig tættere ind på den gnistrende skønhed, der minder om en ung Kate Bush, med stilheden til fælles med Tori Amos og med sin egen helt særegne multiinstrumentale og visionære popmusik. At omslaget så ligner noget fra en tarvelig Bollywood-film må tilskrives de pakistanske rødder, og Khans hang til at hylle sit projekt i både tyl og røgelse. Men besnærende er det.
