Gode intentioner – halvfint resultat
Vi anmeldere er nogle utaknemmelige bæster. Jeg hører selv til dem, der gerne benytter mig af klichéen om, at musikken skal have lov at udvikle sig på sine egne præmisser uden alt for mange bagtanker, for at et album for alvor bliver vellykket. Og når så en sangerinde som Luise Preisler i den grad skruer sin debutplade sammen med sange, der er spil-levende og hviler i sig selv, så er det alligevel ikke godt nok.
Louise Preisler er velkendt i mange andre sammenhænge end solist. Hun er bl.a. fast bestanddel af Laust Sonnes Dear-band, men i solo-rollen er der på trods af det rå udtryk ikke meget rock over sangerinden. Det er mere en form for moderniseret gammeldags soul-ting, der sine steder også trækker på lidt 80’er-sager – f.eks på den Soft Cell-lignende ”Sylvia”.
Intentionerne er fantastiske og albummet er ualmindeligt velspillet. Dog er der tilsat så mange gode idéer på mange af numrene, hvor der er fuld instrumentering plus det løse, og det skjuler sangenes egenhændige styrke. Af og til er det meget godt, for sangmaterialet er noget ujævnt, men andre steder er det ærgerligt, for der findes også stærkt komponerede tracks undervejs.
Stærkest er indtrykket, når Louise Preisler barberer omgivelserne ned til et minimum som på ”Court”, mens forsøget på at levere svedig soulfuld pop/rock med et twist af jazz, blues og funk garanteret vil lykkes til fulde, når det kommer til live-optrædender, men i albumform mangler melodierne den overordnede styrke, der lukker lytteren ind i den stærkt svingende og gennemarbejdede udførelse.
Bottom line er, at det er et musikalsk velgjort projekt, hvor en flok ualmindeligt dygtige musikere skaber et frirum med masser af individuelle storpræstationer, der smelter sammen til en glimrende helhed. Desværre mangler melodierne det sidste til, at døren til omverdenen bliver åbnet, og det er derfor svært som lytter at føle sig helt som en del af festen.
