Label Night på Loppen
Blah Blah Blah Records holdt Label Night på Loppen, hvor de tre husbands blev linet op som et herligt røvsparkende alternativ til aftenens Melodi Gran Prix i tv. Det blev en aften med fejende flot, elektrisk americana, da Alphapistola åbnede ballet med deres støvede, episke rock, som i konceptet tager udgangspunkt i fortællingen om en bande outlaws fra forrige århundredes Mexico. Dernæst tog Alive With Worms både scenen og pusten fra undertegnede, med det bedste og mest vitalt overbevisende show i mands minde. Og aftenen sluttede af og der blev taget hul på natten med Rod, som både kan fejre deres video – produceret i samarbejde med Safe And Alive – om kvindehandel og prostitution i Danmark, samt bandets nye album Mod alt hvad vi forventer, der netop er udkommet.
Inden der blev taget hul på det højpotente program, blev der tid og lejlighed til en snak med Niels, Bjarni og Tomas om deres musikalske opdragelse, ambitionerne og om at overnatte i kolde venteværelser, plus en masse andet.
Med sit tykke hår og bikerskæg ligner Niels fra Alphapistola mest en ung fyr, der er på vej til den lokale poolbar for at høvle budweiser og skrive sig ind i den amerikanske way of life. Og det er heller ikke skudt helt ved siden af, hvis vi lige stiller uret halvanden hundrede år tilbage til et drama, der fandt sted på den mexicanske prærie og i støvede, lerklinede landsbyer. Her huserede revolverbanden Alphapistola og gjorde tilværelsen usikker for mange vejfarende folk.
”Vi har faktisk spillet rockmusik sammen i rigtig lang tid, men det var først, da vi begyndte at spille sådan mere amerikansk folkinspireret rock, at vi kunne høre, at det pludselig hang bedre sammen. Derefter udviklede vi konceptet om Alphapistola, også fordi det er en fed fortælling – og afsindig spændende,” fortæller Niels, mens vi sidder og sludrer over en Loppenpils. ”Ikke fordi vi udelukkende er et konceptband, men vi har fundet den stil og det udtryk, der virker for os lige nu. Og så har vi masser af planer om at udvikle konceptet med tekster, billeder og meget andet. Skrækscenariet er selvfølgelig, at vi bliver låst fast i forventningen om, at vi ikke kan spille andet.”
Under koncerten, hvor den unge kvartet leverede et nådesløst stramt set, kørte en film på bagvæggen med levende billeder i sort/hvid fra pionerernes wild west, samtidig med at numrene blev indledt af en rusten amerikaner, der slog temaet an, så man følte sig i selskab med Clint Eastwood til showdown ved daggry. At den danske udgave af Alphapistola oprindeligt kommer fra Vig ved Holbæk, hvor der ifølge Niels kun var mulighed for at bore knallerter og drikke sig fuld med de samme fire drenge fra skolen – ja, det hænger måske meget godt sammen med det nøgne og barske udtryk i Alphapistolas episke rockprojekt. Man ser vindheksene for sig på Vig Hovedgade.
”Der er et fantastisk socialt sammenhold og engagement på den danske undergrundsscene. Det er vel derfor, det stadig er vildt fedt at spille alle de gigs, man efterhånden har præsteret. Det er på scenen og i miljøet og sammen med de mennesker, der kommer for at høre ens musik, at man får kicket. Men det er til gengæld det hele værd,” griner Bjarni, som med sine 37 år er 13 år ældre end Niels og som sådan tilhører en anden ’generation’. Men engagementet er det samme. ”Rod startede egentlig med at Ulle stod og skreg sine tekster i en diktafon, og Benjamin (Hammerum, guitarist i Rod, CM) lagde nogle heftige guitarspor på det hele. I dag har vi lavet to albums, hvor der er sket en forædlingsproces fra begyndelsen og til nu. Der er en udbredt opfattelse af, at man kan opnå berømmelse ved at sælge sin krop og sjæl til et eller andet latterligt tv-program, alt er efterhånden den rene overflade, men det handler om at finde et ægte udtryk, som man kan stå inde for.”
Tomas er også 13 år ældre, men i forhold til Bjarni, og han supplerer: ”Da jeg spillede med Sort Sol, måtte vi da nogle gange overnatte i ventesale med alt vores gear, når vi var på tour i provinsen, og hvis der ikke lige gik et tog. Det var vilkårene dengang. Det handlede om at komme ud og spille. Og sådan har vi det da stadig. Vi vil ud og spille for en masse mennesker. Nu har vi efterhånden spillet på Loppen og på Stengade et hav af gange, og vi vil da gerne ud på større scener og få fat i et bredere publikum.” Den smilende og imødekommende trommeslager sidder med sine grånende tindinger og hjemmeruller en smøg, mens han lader tankerne vandre tilbage til tiden fra før Niels var født. Ikke desto mindre indskyder Niels: ”Jeg skylder jer i øvrigt 150 kr.” Tomas kigger forundret på ham. ”Jeg kopierede engang en Sort Sol-cd,” indrømmer han brødebetynget.
Da Alive With Worms overtog stafetten på scenen, fik publikum en tour de force i Ormenes nyeste repertoire med hovedvægten på deres seneste album Incognito. Men der var ikke meget ’anonymt’ over deres show denne aften. Forsanger Janine var i sjældent topform og brændte i den grad igennem, så det løb varmt ned ad ryggen. Bandet har også fået ny bassist samt helt ny medspiller på labtop/keyboard. Førstnævnte leverede et solidt, varierende og rutineret medspil, og sidstnævnte tilførte Ormene et pift af noget nyt, som viser et band i konstant udvikling. De nye numre, der blev luftet denne aften, lover også godt for det forhåbentlig snart kommende nye album.
”Vi mødes hver mandag i øveren, og der bliver også musiceret hver gang,” forsikrer Tomas. Så det satser vi på bærer frugt, for der er ikke mange bands, der har den samme vitalitet og nerve som Ormene besidder lige nu.
Da klokken havde rundet midnat, gik Rødderne på og leverede en gang støjende stonerrock, der blæste den sidste rest af konformitet og middelmådighed ud af den danske rockscene. Ulle er en stjerne med sin diktafon og lyrik med enderim og med en sjældent oplevet beherskelse af vokalarbejdet, mens han bliver solidt bakket op af et band, der i den grad udstråler autoritet. Bjarni på leadguitar brillerer som en christianshavnerudgave af Josh Homme, og bassist og trommer spillede, som om de ikke var i stand til at gøre andet. Og som den solide bund af metertykt beton, har Rod Benjamin på guitar, som sørger for at understøtte hele lydbilledet med tilpas kontrolleret råhed.
Numrene på det nye album præsenterede sig flot live som levende poesi i storbyens sønderrevne nat, og der blev heldigvis også plads til et par skæringer fra debutalbummet Det brænder i kroppen.
Og det gør det stadig!
