1-2-3…1-2…1-2-3-4-5…1-2-3
Da Mastodon brød igennem med deres andet album – det Moby Dick inspirerede Leviathan – i 2004 var de et frisk pust inden for metalgenren. Deres metal-suppe med ingredienser fra dødsmetal, hardrock, jazz, prog-rock, stonerrock og hvad de ellers kunne finde på krydderihylden vakte interesse hos både anmeldere og fans. Med Blood Mountain fra 2006 blev deres status som fornyere cementeret med syv-tommer søm.
Smagen af succes er jo som bekendt sød, og bands der oplever lidt vind i sejlene kan have en tendens til at mængden af vildskab bliver omvendt proportional med graden af succes.
Med Crack The Skye er der netop også blevet skruet en smule ned for brutaliteten, og for at sikre den helt rigtige lyd, er Brendan O’ Brien (bl.a. AC/DC, Pearl Jam og Bruce Springsteen) blevet sat i producerstolen. Men selvom der er mindre growl og fræs på Crack The Skye, bliver Mastodon aldrig nogensinde mainstream. Hvor kvalitet indenfor metal ofte måles i bpm (beats per minute), gælder det hos Mastodon snarere om spm (skift per minute).
Der lægges stille og roligt fra start med ”Oblivion”, der er tilbagelænet og kraftfuldt på samme tid. På første nummer står det også allerede klart at vokaldelingen mellem Brann Dailor (trommer), Brent Hinds (guitar) og Troy Sanders (bas) fungerer forrygende.
”Devinations” starter med et banjo-tema, der går over i et power-riff, som fænger med det samme. Det her nummer lægger sig tættest op ad Mastodons forrige plader, mens omkvædet leder tankerne hen på svenske Soilwork. Der er tale om pladens korteste nummer, og dermed trædes der også en tand hårdere på gas-pedalen, for at presse det komplekse nummer sammen.
Godt placeret i midten af tracklisten, ligger den 11-minutter lange fire-delte ”The Czar”. Det monumentale nummer bygges langsomt op i intensitet, for godt en tredjedel inde i nummeret at eksplodere i et sandt riff-inferno. I slutningen af nummeret bliver der skruet en smule ned for dampen igen, så man som lytter får muligheden for lige at ånde inden næste nummer, ”Ghost of Karelia” går i gang.
Det 13 minutter lange ”The Baron” afslutter pladen, og på samme måde som i ”The Czar” er der på trods af bandets mere afdæmpede lyd stadig masser af variation i nummeret – midt i nummeret går der nærmest fusions-jazz (med et metal-twist) i den, mens der 2/3 inde i nummeret måske ligger pladens fedeste riff.
Crack The Skye er stadig 100% Mastodon, men undertegnede kan ikke lade være med at ærgre sig over at bandet har givet en smule køb på deres mere voldsomme side. Dynamikken mellem det stille og det vilde, var nemlig en af grundene til at Mastodon bragede så kraftigt igennem hos mig. Når det så er sagt, så er Crack The Skye stadig et godt album der helt sikkert vil få endnu flere til at slutte sig til horden af tilhængere der mener at Mastodon er den kommende generations helte.
