Phoenix i velkendte rammer
Franske Phoenix er klar med fjerde album, og selvom der er en vis udvikling at spore, så er man aldrig i tvivl om, at det er samme band, som slog igennem med ”Everything is Everything”, der er på færde. Stilen er nemlig stadig den let svævende indiepop med et snert af disco-trommer og højt svævende melodier, der er kendetegnende for kvartetten.
Alligevel er der tendenser til lidt mere krævende passager på Wolfgang Amadeus Mozart, og det er på den ene side velgørende, men samtidig savner jeg lidt af den umiddelbarhed og charme, som har gjort Phoenix svære at modstå. Samtidig virker det på mig, som om albummet er delt op mellem kantede og krævende numre på den første halvdel – og mere tilgængelige sange på den sidste halvdel.
Således er det de fem afsluttende sange, der går renest hjem første gang. ”Lasso” er favoritten med sit indieguitar-snit og sin stærke melodi, mens ”Countdown” er ganske god til at følge trop. De tre åbningsnumre ”Lisztomania”, ”1901” og ”Fences” sniger sig efterhånden ind på lytteren og viser, hvad de har at byde på, mens ”Love Like A Sunset” er opdelt i en part 1 og part 2, der følger umiddelbart efter hinanden, og med deres lange instrumentale passager og kryptiske overflade, er det tæt på, at jeg som lytter mister al opmærksomhed i dette lidt ligegyldige intermezzo halvvejs gennem albummet.
Måske er de kryptiske sider af Phoenix mere kunstnerisk udfordrende og interessante, end de numre, som jeg opfatter som højdepunkterne. Men det er min klare overbevisning, at de fire franskmænd har deres styrker i at skrive fængende melodier og fremføre dem med det generte drive, der normalt kendetegner Phoenix. Når der kommer for mange finurligheder og overflademystik i forgrunden, så ryger magien, og det sker af og til på dette album, der derfor ikke når helt op, hvor det kunne have hørt hjemme.
