Grå torsdag med blandede bolsjer.
Valdemar Have
Første stop på dagens musikeventyr i kødbyen på Vesterbro var et splinternyt act. Valdemar Have stod der i programmet og på bandets myspace, men senere afsløredes det, at de faktisk er så nye, at de ikke endnu har et navn. Valdemar Have er blot navnet på forsangeren. På selv samme myspace-side bliver stilen betegnet som “downtempo/andet” – og tilføjer man blues og folk-rock til genren, er man tæt på en dækkende beskrivelse. Musikken havde trods sit sløve tempo, masser af nerve og kant. Musikken var centreret omkring Valdemars dybe behagelige stemme, og den akustiske guitar. Klang- og støj-effekter på de andre guitarer betød, at bandet undgik at lyden blev for poleret og pæn. Noget af det mest dragende ved musikken var Valdemars fåmælthed imellem sangene og det pinefulde ansigtsudtryk, når han var tvunget til at sige noget. “Jeg kan ingen vittigheder – desværre“, var en af kommentarerne. Det gav musikken air af mystik og tilbageholdenhed – en uforløsthed, der gjorde oplevelsen intens og nærmest sprængfarlig. Jeg håber bestemt at høre mere fra disse musikere i fremtiden.
Pin Boys
Rockerne i bandet Pin Boys kæmpede en brag kamp på den store udendørs scene i midten af festivalområdet. Det var torsdag, det var tidligt på dagen, himlen var grågrumset, vejret var småkøligt, fadølssalget var endnu blot ved at varme op og lyden af Pin Boys’ energiske rock, trak ikke rigtig publikum til. Det lod dog ikke til at genere bandet synderligt og det må man jo tage hatten af for. De to frontpersoner i bandet talte til masserne, som om de spillede en udsolgt stadion-koncert og de få hardcore fans, der var mødt frem (en fem-seks stykker), havde en gevaldig fest. Personligt fængede musikken mig ikke. Der er tale om en poppet punkrock-lyd, der nok egner sig bedst til nogle af de yngre musikelskere. Energien var ikke til at tage fejl af og bandet havde en god dynamik. Lyden var desuden, alt taget i betragtning, rigtig god på den tomme scene i det blæsende vejr.
Caspian and The Good Times
Herefter trængte jeg til et genreskift. Caspian and The Good Times bød sig ind på den lille bitte S-more scene. Musikken er skoleeksemplet på et moderne såkaldt indie-folk-act. De rolige guitarer blev holdt i ave af den flot indstuderede korsang og den blide kontrabas holdt det hele i snor. Jeg nåede desværre kun at høre to sange i døråbningen, før koncerten var slut. Det var gengæld godt nok til at skrive nogle rosende ord om, så en kvik anbefaling skal lyde herfra.
Marie Fisker
Fiskers koncert var en af de ting, jeg havde set allermest frem til på festivalen. Jeg har fulgt Marie Fisker i et stykke tid og lyttet intenst til det aktuelle debutalbum Ghost Of Love. Fisker kan noget helt særligt. Jeg finder hende absolut unik indenfor sit område af dansk musik. Som person og sanger er hun dragende dog uden at være distancerende – hun formår nemlig samtidigt med sin mystik at gøre mig tryg ved musikken og det er en blanding man ikke skal undervurdere! Musikken henter sin klare inspiration fra den anden side af Atlanten og skylder især sin arv til sydstater som Mississippi og New Orleans. Det er rock, men af den lavenergiske og minimalistiske slags – den slags, hvor toner og ord strømmer fra sjælens inderste nerve. Ligesom den gamle skole af bluesmusikere, der spillede på musikkens umiddelbarhed.
Diefenbach
Jeg har stor respekt for Diefenbach. De har gjort meget for dansk musik og er altid professionelle og tjekkede, men denne torsdag slog det hele fejl. Koncerten bar præg af tekniske fejl på grund af det dårlige vejr og bandet havde svært ved at finde gejsten frem. Publikum stod og skuttede sig foran Air-scenen og selvom mange af de tilkomne var dedikerede fans og blev stående under hele seancen, kom der aldrig rigtig gang i mængden. Diefenbachs indie-rockede sange var denne eftermiddag lige præcis så kolde og grå, som vejret og det var svært at nyde bandets ellers upåklagelige evner for rock-komposition. Der gik en halv time, før jeg mærkede bare en lille gnist af energi og den blæste hurtigt væk med vinden igen.
Apollo
Efter skuffelsen krøb jeg ind i varmen i Øksnehallen. På den lille mini øks-scene spillede bandet Apollo. Jeg kendte dem ikke og det gav anledning til en spændende overraskelse. Bandet havde trukket en hel del lyttere ind i hjørnet af den store hal og stemningen var varm og rar. Orkesteret fyldte den store sal med god sammenspillet rocklyd, hvilket ikke er helt let fra den lille hjørnescene. For at beskrive hvor vi befinder os rent lydmæssigt, var min umiddelbare indskydelse, at det var The Killers, der stod på scenen. Senere kom jeg til at tænke på Editors, men efterhånden som musikken åbnede sig, viste bandet også tegn på selvstændighed. Vokalen var koncertens svageste led. Forsangerens dybe stemme havde svært ved at føre an i lydbilledet og faldt ofte i baggrunden, når de andre instrumenter gik op i energi.
Among Relatives
Efter Apollo blev jeg hængende i den store hal for at indsnuse lidt festivalstemning. Der blev lavet lydprøve med en ensom violin på den anden scene i Øksnehallen. De klagende toner i den store sal, vakte min opmærksomhed. Jeg besluttede mig for at høre, hvad der skulle ske. Navnet i programmet “Among Relatives” havde ikke fanget mit øje, og af en eller anden grund fik jeg med det samme den ide, at det var hård rock. Det var det ikke! Jeg må benytte en alt for slidt beskrivelse og sige, at det var indie-rock i den lettere eksperimenterende ende. Jeg kan i skrivende stund ikke finde en passende referenceramme for bandets lyd – så det vil jeg undlade. Musikken gav en hel masse forskellige indtryk. Jeg kan kun opfordre til, at man tjekker bandet ud. Start evt. med sangen “Devil’s Work” på bandets myspace-side.
The Descendants of King Canute
Aftenens sidste oplevelse for mit vedkommende blev bandet The Descendants of King Canute. Og ja, rygterne havde sagt og som ingen tilsyneladende var i tvivl om, var det Nephew, der gik på scenen kl. 23:00 på den store udendørsscene. Et trivielt crowd-pleaser-stunt som ikke rigtigt imponerede mig, og som derfor er svært at skrive noget positivt om. Jeg forlod koncerten få minutter inde i først sang – på den måde slap jeg for at forholde mig til selve musikken. Jeg var taget på Start! for at gå på opdagelse i nye og ukendte bands og musikere, og den fadøls-fortyndede folkelighed på pladsen foran Øksnehallen blev mig for meget. Jeg cyklede hjem for at sunde mig oven på alle koncertindtrykkene og forberede mig på at høre meget mere musik resten af weekenden.