Fredagens musikalske oplevelse på Start! Festivalen
Som de fleste ved, så har Vesterbro Festival, skiftet navn til Start! Festival. Navneændringen har ikke betydet noget for selve festivalen, og skal nok mest af alt symbolisere, at det er netop her nye navne kan (kick)starte sin karriere. Vesterbro Festival har nemlig efterhånden vokset sig så stor, at en koncert lige netop her rent faktisk kan sætte noget større i gang, og til årets festival var det da også annonceret, at omkring 1.000 medie- og pladeselskabsfolk havde vist sin interesse. Derfor var det med spænding, at jeg troppede op i Kødbyen for at høre noget af al den musik de programansvarlige synes fortjener et bredere publikum.
Nogen egentlig research havde jeg ikke lavet inden jeg ankom til festivalen sent fredag eftermiddag. Håbet var, at man ved indgangen fik udleveret et lille program med en linje eller to om hver kunstner – og ellers ville jeg bare lade mig overraske af den musik jeg nu stødte ind i. Programmet var ikke særlig informationsrigt og jeg måtte derfor stole på, at min egen viden, tilfældighedernes spil samt venners anbefalinger ville føre mig de rigtige steder hen.
Det band, der blev udvalgt til at åbne min festival og banke tømmermændene fra torsdagens alkoholindtag ud af kroppen var The Breakers; et for længst etableret band, der har flere albumudgivelser og koncerter i USA på CV’et. Selvom jeg derfor nogenlunde vidste hvad, der ventede mig, så var The Breakers en positiv overraskelse og en perfekt åbning på festivalen. På trods af at forsangeren undskyldte for at det var noget tid siden at de havde spillet koncert, så var det tydeligt, at der var tale om et godt sammenspillet band, der ved, hvor de har hinanden. De stille numre var lidt kedelige, men når der blev skruet lidt op for energien kunne det ikke gøres bedre, og The Breakers forvandlede sig til et fremragende blueset rock ’n roll band. Bandet udstrålede en god energi, og særligt sangeren dansede energisk rundt, mens hans følsomme vokal fik lov til at folde sig ud i frit flor. Med sig på scenen havde bandet tre blæsere, der gjorde sit til at skrue op for festen. Helt sikkert et godt band at lægge ud med.
Således blæst godt igennem gik turen hen over den store plads ved Air Scenen, hvor Karen Mukupa spillede, og videre over til 3 Scenen, der havde den 18-årige Gustav Voss på plakaten. Stilen var en blanding af britisk rock ala Arctic Monkeys og Rage Against The Machine – uden Zach de la Rochas aggressive vokal. Med sig på scenen have Gustav Voss følgeskab af sit unge band, der spillede de simple sange uden nogen former for overflødig musikalsk lir. Da musikken startede, var min første tanke, at jeg ville gå hurtigt videre og finde en anden koncert. Primært på grund af vokalen, der lød som om den var blevet fanget i en papkasse og kæmpede for at komme ud. Gustav Voss’ hoppen rundt på scenen holdte mig dog til fadet og efter en tilvænning til den underlige indelukkede vokal var det faktisk til at leve med. Om der var tale om et tilfælde af dårlig lyd, eller om det skulle lyde sådan skal jeg ikke kunne sige. Overbevist om Gustav Voss’ kvaliteter blev jeg dog aldrig. Dertil var vokalen for svag, og når der skulle synges noget mere melodiøst, så var det tydeligt, at Gustav Voss ikke er den største sanger. Når Voss benyttede en mere reciterende sangteknik fungerede det ellers udmærket. Afskrive Gustav Voss skal man ikke og lytter man til numrene inde på MySpace, så lyder det mærkbart bedre end det gjorde fredag kl. 19:15 på 3 Scenen. Og at jeg kan genkende de fleste af numrene derinde tyder på, at melodierne fænger.
Så gik det tilbage over pladsen foran Air Scenen – igen til tonerne fra Karen Mukupa – og ind i Øksnehallen for at høre Julie Maria, der skulle vise sig at være fredagens første fejlskud. Julie Maria virkede veloplagt, men publikum stod bemærkelsesværdigt langt væk fra scenen, og det lykkedes ikke Julia Maria at skabe en stemning, der indbød til at publikum rykkede længere frem. Om det skete sidst i koncerten skal jeg ikke kunne sige, for tiden blev i stedet brugt til at konsumere en fadøl og en ikke særligt spændende burger – hvor bøffen ellers var blevet grillet på en rigtig grill.
De værste tømmermænd var nu ude af kroppen og bandet det skulle fejres med var Kellermensch – som også var det band jeg havde set frem til med den største spænding. Den syv mand store genrebastard skulle da også vise sig at indfri forventningerne. Blandingen af rock og metal, ren sang og growl, fungerede nærmest perfekt. Med den eneste anke, at growlen, særligt i første halvdel af koncerten, var alt for lav. Heldigvis blev det bedre, og til sidst glædede man sig hver gang Christian Sindermann rejste sig op for målrettet at bevæge sig frem mod mikrofonen, gribe den, og growle lungerne ud. Den primære vokalist var Sebastian Wolff, der leverede den mere rene vokal, og som viste sig at være en bedre live sanger end forventet. Især imponerede han med sin rå og hæse rockvokal.
Kellermensch er helt sikkert et band man skal holde øje med fremover, og deres blanding af metal og rock holder sig lige præcis på den side, hvor det brede publikum godt kan være med – uden at bandet går den kommercielle vej, for det er deres musik alt for anderledes til.
På vej over til Dánjal på S-more Scenen gik vejen forbi Air Scenen, hvor Mads Langer krængede sin sjæl ud. Det blev til et lille kvarter i hans selskab, og på den tid lykkedes dem ham ikke at overbevise mig om sine store kvaliteter. Dårligt var det ikke, men han rammer desværre ikke noget i mig.
Rygtet sagde, at Dánjal havde været godt, men der var desværre ikke plads til flere foran scenen da min fotograf og jeg kom derover. I stedet blev det tid til et lille hvil på stolene ude foran scenen, mens tonerne fra den balkaninficerede færøske folkemusik flød ud af døren og blandede sig med den kolde aftenluft.
Videre over til Mani Spinx, der for nogle år siden havde et lille hit med ”Smoke a Flower”. Da Atoi skulle spille en halv time senere var der kun sat et kvarters tid af til Mani Spinx. Det var også nok, for selvom der var godt fyldt op med publikum, så kom musikken aldrig rigtig ud over scenekanten, og Mads Brøbech Jørgensen selv virkede heller ikke helt oplagt.
Anderledes spræl var der i Atoi, der udgav sit debutalbum tidligere i år. I centrum var Ida Cæcilie Rasmussens smukke vokal – og dans, der mest af alt lignede noget man finder dybt inde i Amazonas regnskove. Små spjæt og store hop i takt til musikken. Frem og tilbage. Hvis man ikke allerede var i godt humør, så skulle Atoi nok gøre sit til at give humøret et skud vitaminer på den altid rare Club 55 scene. Ikke alene var Ida Cæcilies gode humør og glade dans smittende, musikken var med al sin knitren og gode melodier også særdeles livgivende på en aften, der kun var en time fra at blive til nat. Atoi var fredagens største positive overraskelse!
Således opløftet sluttede fredagens musikoplevelser på Start! Festivalen.
[nggallery id=41]
