Smuk støjrock der lover godt
Den engelske musikpresse er ofte så hurtig på aftrækkeren i at udråbe næste års superstjerner, at deres hype nogen gange kan virke komisk, og slet ikke til de hypede kunstneres fordel. De fleste gange gælder det altså (også i musik) at man skal kravle, før man kan flyve mod stjernene.
At Glasvegas’ debutalbum er blevet kaldt det ypperste sangskrivning i engelsk rock siden Oasis’ Definitely Maybe, er derfor mere hype, end det er sandhed. Men mindre kan selvfølgelig stadig være fremragende.
Fredag viste de fire skotter, at det ikke kun er i studiet de har noget at byde på. Dressed in black og med clash-hængende guitarer, indtog de Arena med en koncert der lover godt for fremtiden. Det var støjrock på et højt plan, og med melodier der nærmer sig stakkels Phil Spectors glansperiode i 60’erne. Glasvegas lægger ikke skjul på inspirationskilderne, og spillede Ronettes ”Be My Baby” som en smuk hyldest til det, der er (eller bør) være centrum i ethvert pop-orkester, nemlig melodien.
Glasvegas er mere end hypen, men de er ikke oppe i superligaen endnu. Hvilket også ville være sindsygt med ét album i bagagen. Live mangler bandet stadig at variere sit udtryk for alvor, og forsanger James Allan sitne fraseringer, for at kunne fænge en hel koncert.
Hvis hypen, eller andre rock-faldgrupper, ikke ødelægger bandet inden, er mit gæt, at Glasvegas om en håndfuld år kommer tilbage til Roskilde, for at prøve kræfter med Roskilde Festivalens scene nummer et – Orange.
