Blackmetal til folket
Norske Satyricon var i starten af 1990’erne et blackmetal band af den ældre skole, dvs. med corpse paint, nitter, ondskab og hvad dertil hører, men både udseende og lyd er ændret i dag, og det bestemt ikke til det værre.
Forsanger Satyr Wongraven har tidligere været en mere tilbageholdende frontmand, men efter at bandet på albummet Volcano fra 2002 skiftede lyd fra den traditionelle blackmetal til en mere rocket og tilgængelig version af genren, er Satyr ligeledes blevet en mere markant frontfigur, eller et ikon, kunne man passende mene i kraft af bandnavnet, og har i den grad lært at holde publikum i sin hule hånd. Også setlisten bar præg af bandets nye lyd, da den, på nær ekstranummeret og publikumsfavoritten, ”Mother North”, kun bestod af materiale fra de tre seneste album, med størst fokus på sidste års yderst gennemførte The Age of Nero. Numrene blev fremført med succes, og især var det fantastisk at se og høre hvordan trommeslager Frost gav trommerne en ordentlig gang tæsk, samtidigt med at han formåede at svingede håret i takt, og fascinerende at opleve Satyrs bidske vokal og nærmest overlegne, men professionelle fremtræden.
Hvis man er til den klassiske blackmetal er det nye Satyricon nok ikke så interessant, men blandingen af black metal og rock ’n’ roll er i denne anmelders ører lige i skabet, også selvom den bliver spillet i bragende solskin en tidlig eftermiddag, og når bandet endda kommer ud på række og bukker for publikum efter koncerten er man kun glad for den udvikling Satyricon har taget væk fra de norske fjelde ud til et lidt bredere publikum.
[nggallery id=50]
