Eels: Hombre Lobo

Eels betaler tilbage for en række magre år. Hombre Lobo er et skønt album, som med sine særpræg og frækheder formår at male rynker i lytterens pande, samtidig med at der trækkes smilehuller hen over kinderne. Det er dødsens alvor, men det er også vældigt fornøjende. Det er super-personligt men med et særegent twist, der gør det både morsomt og vedkommende.

cover-eels-hombrelobo-2009-300x300

Fremragende skizofrene omvæltninger

Jeg troede, at Eels efterhånden var ved at være gået i stå. Efter de fornemme og bemærkelsesværdige albums Beautiful Freak, Electro-Shock Blues og Daisies of the Galaxy omkring årtusindskiftet, er det som om, at nøglefigur E har haft svært ved at finde substans og sammenhæng i sine værker, men jeg skal love for, at der bliver taget revanche på Hombre Lobo.

Det åbner elektrisk og med et lækkert drive på den Rolling Stones-skramlede ”Prizefighter”, og derfra går det afsted i et medrivende tempo og med en usædvanlig variation mellem det decideret grimme og skurrende til de helt fine, tætte, nærværende og varme sange.

Således er variati0nen mellem akustisk og enormt elektrisk slående. Rent stemmemæssigt synes jeg stadig, at E er stærkest, når han får lov at sætte nærværet helt frem i mikrofon-stikket, men han skriger sig også sikkert igennem det mere viltre af materialet.

”My Timing is Off” og ”Ordinary Man” er fremragende numre i den afdæmpede ende af skalaen, mens ”Lilac Breeze” skiller sig ud som det bedste af de mere slagkraftige numre – sammen med åbneren ”Prizefighter”. Den ekstra grimt grumme ”Tremendous Dynamite” er måske en anelse for meget skrige-skrål i en forvrænget mikrofon, til at jeg kan anerkende udkommet – til gengæld tåler numre som ”All the Beautiful Things” og ”Beginners Luck” store positive tilkendegivelser.

Alt i alt har E og bandet begået det bedste album i mange år. Variationen er sublim, de bedste sange på et ualmindeligt højt niveau – og der er så meget substans i sangskrivningen og idé-udviklingen på dette album, at man fornemmer at der er samlet sammen i en lind strøm i de seneste ni år, hvor Eels har været en tand for fraværende.

Nu betaler de tilbage – og tak for det. For Hombre Lobo er et skønt album, som med sine særpræg og frækheder formår at male rynker i lytterens pande, samtidig med at der trækkes smilehuller hen over kinderne. Det er dødsens alvor, men det er også vældigt fornøjende. Det er super-personligt men med et særegent twist, der gør det både morsomt og vedkommende.

Eels er tilbage i topform!

Written By
More from Morten Wamsler
Lykke Li: Wounded Rhymes
Lykke Li er måske ikke nødvendigvis lykkelig på sit nye album. Men...
Read More
0 replies on “Eels: Hombre Lobo”