Heavy-metal-grand-prix-pompøsitet
Metal-guitarerne er tonstunge. Rytmesektionen er tight og velsiddende, så de færreste metalbands kan gøre kunsten efter. Delain har en tyngde og bund, som kunne sende dem afsted over Hollands grænser med et ordentligt los bagi, så Europa hurtigt skulle kunne indtages. Hvis det da ikke lige var for bandets front-linje, der præges af syntetiske keyboards, englesang, kæmpemæssige grand-prix-kor og en sangerinde, der med vind i håret synger ekstremt poppede sange med en englestemme, der ligger et sted mellem Sissel Kyrkjebø og Carola Häggkvist.
Vokalen bliver sine steder udfordret af en AC/DC-lignende herrevokal og andre steder af rendyrket growl, men fremfor at skabe nuancer og variation, medvirker det blot til at øge forvirringen på albummet.
Det rent genremæssige misk-mask kommer sig af, at Delain er keyboardmanden Martijn Westerholts projekt. Efter alt at dømme et studie i, hvor ualmindeligt hårdt-pumpet og storladent, man kan producere en samling ordinære popsange. Og Westerholt har fundet sin grænse – og overskredet den. For Delain er så højt svævende – og produktionsmæssigt så åleglatte, at man skal have en obskur lyst til selv-pineri, hvis man skal glæde sig over dette album, der synes at have mistet jordforbindelsen allerede inden indspilningerne er gået igang.
Bevares, min negative holdning til dette album kommer først og fremmest af en manglende forståelse for det unødvendige musikalske projekt som helhed. Under overfladen er samlet en flok kompetente musikere, der rent faktisk udfører projektet med stor styrke og glimrende kundskaber.
På den måde kan man sige, at Delain udfylder egne rammer og er stærke i udførelsen – men sangene er kedelige og projektbeskrivelsen dumpet.
