Mads Mouritz i perfekte rammer
Hvem skulle have troet at der gemte sig en så god musikalsk aften i en baggård på Gammel Jernbanevej i Valby. Ikke undertegnede, der dog alligevel mødte op for ved selvsyn at se hvordan Noah Rosanes’ ’Shhh – The Secret Sessions’-koncept fungerer. Selv for en efterhånden erfaren koncertgænger er det nemlig et nyt koncept, der i al sin enkelhed går ud på, at Noah Rosanes byder 20 mennesker indenfor i sit studie, Best Kept Secret, hvor en musiker eller et band (repræsenteret af et eller to medlemmer) præsenterer sine sange i sin reneste form. Koncerterne bliver optaget af Noah Rosanes, og publikum får efterfølgende sendt en lydfil med udvalgte numre. Diefenbach og Xenia har allerede været igennem The Secret Sessions-koncepten, og denne aften var det Mads Mouritz’ tur.
Ved ankomsten et kvarter i otte stod der i omegnen af ti mennesker spredt i små grupperinger i et lille område af den ikke ret store baggård. Den var dog rigelig stor, og henne ved nedgangen til noget der kunne være en cykelkælder stod der en kasse øl og en kasse vand, som man ved betaling og høflig selvbetjening kunne slukke tørsten med. Ved siden af stod en stor skål saltede nødder og mandler og en skål slik, der gjorde stemningen endnu mere afslappet end den allerede var i den lune sommeraften.
Der kom flere mennesker til og klokken tyve blev døren til studiet åbnet, og man kunne gå fra den varme sommeraften ind i det varme studie – som Mads Mouritz og publikum i fællesskab skulle gøre endnu varmere i de minutter koncerten varede. Det var en aften uden selskab af notesblok og mobiltelefon, så hvor lang tid koncerten varede er svært at sige, men nok i omegnen af tre kvarter. Øl- og sodavandskasserne og nødderne og slikket havde i øvrigt fundet vej med ind i studiet. Sidstnævnte blev velvilligt sendt rundt til publikum, der sad placeret på små stole, en sofa og et par forstærkere.
Mads Mouritz stod primært alene på den scene, der egentligt ikke var en scene, men gulvet bagerst i studiet. Med sig havde han sin islandske kæreste, der sang yndigt kor, spillede keyboard og lavede underlige, men passende lyde med munden. Selvom Mads Mouritz var fremragende alene, så fik sangene lige et ekstra nyk opad når Disa Jakobsdottir blide vokal snoede sig smidigt op af Mouritz’ ditto. Og netop vokalen var en af Mouritz’ store forcer. Den stod klart og knivskarpt hele koncerten igennem og de fremragende tekster – den fremragende lyrik – kunne ikke have ønsket sig en bedre formidler.
Teksterne er skrevet sammen med digteren Lone Hørslev, og når man lytter til dem, er det tydeligt, hvor stor forskel der er på den gennemsnitlige danske sangskrivers pen og så på sproglig vid. Hørslev og Mouritz har tidligere udgivet en cd sammen og flere af de sange, der blev spillet bliver at finde på deres nye cd, der rammer butikkerne den 7. september.
Udover den akustiske guitar, kærestens kor og keyboard, så var en stor del af sangene også bakket op af diverse forprogrammerede rytmespor. Det intime rum gjorde det også muligt for Mouritz at benytte sine bare fødder som en del af rytmesporet.
Efter koncerten gik publikum, Mouritz, Rosanes og Disa atter ud i den lille baggård for at nyde en sidste øl og en snak inden cyklen eller whatever kaldte og ville hjem. Det hele til tonerne af Mads Mouritz og Lone Hørslevs nye album, der udkommer den 7. september med titlen Blik bang bang. Jeg tror der er noget godt at se frem til.
Dømt ud fra denne aften er The Secret Sessions en stor succes og man kan kun håbe på, at Noah Rosanes fortsætter konceptet når den foreløbigt sidste koncert løber af stabelen den 19. august, hvor Cody spiller.
Nedenstående setliste er venligst hugget fra Gaffa, der også har skrevet et par ord om Mads Mouritz’ optræden på The Secret Sessions.
Fanden For Fanden
Blik Bang Bang
Tak For Dit Brev
Link Til Lykken
Håbets Allé
Go’morgen Kynisme
Tag Ordet
Når Du Når Mig
Svampeplukker
Hus Og Have
Lille Krokodille
Den Eneste Drøm
EKSTRA
Phosphor Bronze