Fra bossanova og synthesizere til guitarstøj uden rigtigt at fænge
Thomas Mærk har på sit andet album déclinologue komponeret ti nye sange, der alle befinder sig inden for et varieret spektrum af bossanova, guitarstøj, synthesizersløjfer og alle mulige pudsige og kreative indslag. Den røde tråd er Mærks egen pulserende stemme, der krukket vikler sig ind og ud af hans egne kompositioner. Og der er ingen tvivl om, at Mærk behersker både udførelsen og selve produktionen af sine idéer, og eksempelvis ”Ailing Star” viser meget godt den kompleksitet, Mærk besidder. Der er både en fængende og insisterende melodi, god energi og et varieret udtryk i instrumenteringen.
På ”Danielle” træder Mærk i karakter som en mini-Bowie med en smertelig vrængende vokal, der folder sig ud i en simpel sang om livets smerte i hjertet. Men allerede i det efterfølgende ”Hassle” skifter Mærk spor og lyder nu som Bowie i duet med Lou Reed i et tidlig halvfjerdsertrip, der vil noget helt andet end bossanovasangen ”New Mexico”, der med sin umiddelbare varme og glød nærmest virker malplaceret i det ellers så syntetisk sterile rum på albummets øvrige skæringer.
Som sådan kan man godt miste orienteringen i Mærks univers, men der er ingen tvivl om, at musikeren og personen Thomas Mærk har meget musik i sig, der presser sig på og som bare skal ud. Hvis man kan tune sig ind på albummets og ikke mindst Thomas Mærks stemning, intentioner og ambitioner er der flere gode oplevelser i vente, hvor sangene forsøger at krænge sig ind i lytterens med- eller modvillige ører.
Efter endt lytning sidder man dog tilbage med en følelse af, at der er noget der mangler. Måske er déclinologue bare for meget Thomas Mærks eget musikalske projekt – selvom han får assistance af hele syv andre musikalske legekammerater, deriblandt Stefan Gejsing fra Diefenbach. Det er i sidste ende Thomas Mærk selv, der har skrevet og produceret déclinologue, og det er nok her jeg oplever den største svaghed ved albummet. Der mangler simpelthen en fornemmelse af et band, med alle de individuelle bidrag, det fører med sig. Slutresultatet er derfor et album med mange gode sange og mange gode idéer, men alt for lidt spræl og vitalitet. Det er ikke nok at lyde som David Bowie, man skal også have modet til at foretage det uventede og det larmende, hvor lytteren stopper op og bliver overrasket. Man bliver desværre ikke overrasket på déclinologue. Det eneste man undrer sig over, er det mærkelige navn, Thomas Mærk optræder under, og som er irriterende svært at søge på.
