Musikalsk tordenvejr over sø og skov i Småland
Sonisphere er et nyt festival-koncept, som i år har set dagens lys i Europa. I syv forskellige lande løber rockfestivalen af stablen denne sommer, og fælles for disse begivenheder er, at Metallica er det store hovednavn, mens resten af programmet varierer lidt fra sted til sted. Det betyder optrædener af bl.a. Slipknot, Lamb of God, Mastodon, Machine Head, Anthrax, The Hives, Nine Inch Nails og Alice in Chains.
I Sveriges Småland foregik Sonisphere i denne weekend i Hultsfred, og diskant var selvfølgelig på pletten.
En festival midt i Sveriges idyl
Ved ankomsten til festivalpladsen ved Hultsfred bar førstehåndsindtrykket præg af de naturskønne omgivelser. To scener og et festivalområde med mad- og ølboder var omgivet af et hyggeligt skovområde og lå lige ud til søen Hullingen, hvilket især ville give de optrædende på den store scene en flot udsigt. Det blev en lang dag med et meget koncentreret program, og som anmelder kunne man i sidste ende godt have brugt lidt mere luft i programmet og bedre mulighed for at koble fra musikken i perioder. Kødannelse var et enormt problem i Hultsfred. Alt for få mad- og ølboder gav enorme køer, og det burde have været bedre gennemtænkt, når 30.000 mennesker skal bespises en hel dag fra morgen til aften. Diskant’s reportage skal dog primært handle om musikken.
The (International) Noise Conspiracy
Dagens første musikalske møde var med svenske The (International) Noise Conspiracy (INC), som skilte sig ud fra de ellers mange metalnavne på Sonisphere. Ført an af tidligere Refused-sanger Dennis Lyxzén leverer INC 70er-inspireret garagerock med politiske budskaber. Lyxzén har selv beskrevet bandet som en blanding af Che Guevara og Elvis Presley. Dennis Lyxzén er som regel en sprællemand på en scene, og i dag var ingen undtagelse. Kraftfulde spring og kast med mikrofonen, som herefter blev tæmmet flot med brystet, gav en rigtig god energi på scenen. Lyd og spilleglæden var i top hos svenskerne, og det var synd, at de var placeret så tidligt på dagen med kun 25 minutters spilletid. På den anden side er de måske et af de få navne, der kan levere varen så tidligt, og de satte skub i det meget afslappede publikum og deres koncertstemning. (8/10)
Lamb of God
Amerikanske Lamb of God var tydeligvis et meget ventet navn på den store scene. Ud over Metallica var Lamb of God nok det mest synlige navn på et hav af musik-t-shirts på festivalens gæster. Plænen var pænt fyldt op i forhold til det relativt tidlige spilletidspunkt, og bandets entré på scenen blev mødt med et jubelbrøl. De mange år og seks albums på bagen kunne mærkes i amerikanernes præstation på scenen. Solidt og autoritært tonsede de deres mix af hard core og dødsmetal ud over scenen, og de havde godt fat i publikum fra start til slut. Lyden voldte Lamb of God en del problemer på den store scene, og det trak helhedsindtrykket en smule ned. Men stor cadeaux til Lamb of God for en massiv og levende præstation relativt tidligt på dagen, som for første gang i dag fik sat gang i et så stort antal fans på plænen. (7/10)
Meshuggah
Mindre opsigtsvækkende og mere forudsigeligt blev det lidt uventet med svenske Meshuggah på scene 2. Meshuggah er ellers kendte for en blanding af døds-, trash- og progressiv metal, men aftenens korte setliste bestod af nogle sikre og lidt ensformige valg, så man som tilhører aldrig blev overrasket og vækket. Deres normale uforudsigelighed og utraditionelle struktur i numrene, kom slet ikke til udtryk på scenen i Hultsfred. Lydkvaliteten var ellers i top, men bandets, og især forsanger Jens Kidmans præstation, der lænede sig meget op af Panteras Phil Anselmo, kom aldrig rigtigt ud over scenekanten, og publikum virkede lidt uforløste og skuffede. (5/10)
Cradle of Filth
Inden mødet med engelske Cradle of Filth var jeg kun bekendt med bandet gennem navn og genre. Derfor stod Cradle of Filth for min største aha-oplevelse på dagen i Hultsfred. Bandets meget specielle udstråling beskrives bedst via forsanger Dani Filth: Hans læderoutfit, nitter, teater-makeup og hans skiftevis growlende, skrigende og gryntende vokal gjorde, at det var svært at tage øjnene fra ham under koncerten. At genre-placere Cradle of Filth er ikke nemt. Umiddelbart en kombination af black-, goth- og teatralsk metal, som i længden var svært for mig at tage seriøst – og det var svært for mig at vurdere, om bandet er seriøse med deres stil, eller i hvor høj grad der også er tale om humor og spil for galleriet. Så en stor aha-oplevelse af den ikke specielt positive slags. (2/10)
Machine Head
Inden Machine Head entrerede den store scene havde jeg forventninger om en stor og autoritær præstation. Især det seneste album The Blackening vidner om et metalband, der med årene har vokset sig stort og stærkt, så forventningerne kan med rette være store inden en koncert med Machine Head. Amerikanerne havde dog svært ved at leve op til mine forventninger. De leverede på ingen måde nogen dårlig koncert, men med det kvalitet-fyldte bagkatalog de kan prale af, burde både aftenens setliste og generelle præstation have været lidt bedre. (6/10)
The Hives
Det svenske publikum havde tydeligvis ventet på deres egne The Hives med stor glæde og spænding, for da Pelle Almquist og co. gik på scenen i ens hvide dragter prydet af bandets eget logo, var der stor jubel, og jubelen og entusiasmen fortsatte hele koncerten igennem. The Hives var dagens første band, der formåede at sætte gang i folk helt ned til bageste række. Der var liv og spræl på scenen, og ikke overraskende var højdepunkterne ”Walk Idiot Walk” og”Hate to Say I Told You So”. (8/10)
The Cult
Lidt malplaceret i dagens program var det, da The Cult gik på den store scene. Ian Astbury er stadig manden bag mikrofonen. Jeg havde ikke set ham siden 1990erne, og i dag var han for mig næsten uigenkendelig, da han trådte på scenen. Én ting har tiden dog ikke kunne tage fra ham endnu: Hans karakteristiske stemme var intakt, og den bestod med glans i aften. Men der var ikke meget nærvær at spore på scenen. The Cults repertoire mindede i dag mest af alt om røvballerock, og når Ian Astbury talte til publikum, snakkede han om hvordan han tilbad Lars Ulrich, og at et nummer var tilegnet Metallicas afdøde bassist Cliff Burton. Der var ikke meget hoved og hale i præstationen, og den trak mildest talt heller ikke mange mennesker på den store plæne. (3/10)
Primal Scream
Det var blevet mørkt da skotterne i Primal Scream betrådte den lille scene. Rigtig mange af dagens besøgende i Hultsfred var allerede ved at indfinde sig foran den store scene for at sikre sig gode pladser til aftenens hovednavn. Derfor var det så som så med menneskemængden foran scene 2, hvor Primal Scream slog sig løs. Forsanger Bobby Gillespie var utrolig energisk og bevægelig på scenen på trods af sine 47 år, og han var en god primus motor for bandet. Primal Scream blander mange genrer, og det fik man at føle i aften. Den alternative indierock gik et par gange nærmest over i mere elektronisk drum n’ bass, og midt i alt den hårde rock var det faktisk et friskt pust at opleve Primal Scream. Energien og tilstedeværelsen hos publikum udeblev desværre, og mon ikke deres tanker allerede var på aftenens sidste navn. (6/10)
Metallica
Himlen var blevet helt mørk over Hultsfred, og efterhånden som tiden nærmede sig Metallicas entré på den store scene, trak alle dagens koncertgængere mod den store plæne. Den store scene var blevet udvidet på den måde, at alle de monitors, der hele dagen havde været pakket ind i plastic, nu var pakket ud. Samtidigt hermed havde man klargjort hele den bageste del af scenen, der bestod af ramper op til et højere placeret niveau på scenen, som Metallica også kunne gøre brug af. Da klokken slog midnat blev lyset slukket og der var komplet mørkt. Som de fleste nok var forberedt på, startede temaet fra ”The Good, The Bad and The Ugly”, hvilket betød, at The Four Horsemen var på vej på scenen. Lige på og hårdt åbnede Metallica med ”Battery”, og det var starten på en ikke så overraskende men ellers godt valgt setliste. Det der for mig skulle blive mest spændende var at høre nye numre fra Death Magnetic live for første gang. Det blev til fire numre herfra, og ”Broken, Beat & Scarred”, ”Cyanide” og ”All Nightmare Long” blev spillet energisk og med stor spilleglæde, hvorimod første single ”The Day That Never Comes” var lidt tam. Metallica forkælede et begejstret publikum med alle de forventelige hits – næsten for forventeligt. Eneste egentlige overraskelse var ”Dyers Eve” fra …And Justice For All, som jeg ikke havde hørt live med Metallica før. ”Seek and Destroy” blev afslutningen på en fejlfri koncert med Metallica. Dog forekom koncerten mig dog en smule rutinepræget og tryg, hvilket var grunden til, at jeg aldrig kom helt op og køre. (8/10)
Setliste:
Battery
Creeping Death
Fuel
Of Wolf and Man
Fade to Black
Broken, Beat & Scarred
Cyanide
Sad But True
One
All Nightmare Long
Kirk Hammett solo
The Day That Never Comes
Master of Puppets
Dyers Eve
Nothing Else Matters
Enter Sandman
Ekstra:
Last Caress
Hit the lights
Seek and Destroy
[nggallery id=67]