Det er efterhånden godt seks år siden Liverpool-bandet Anathema sidst smed et nyt album på gaden i form af A Natural Disaster. Bandet har stået uden pladekontrakt siden deres pladeselskab Music For Nations blev lukket efter et opkøb af Sony BMG tilbage i 2004.
I tiden efter har Anathema arbejdet med færddiggørelsen af det kommende album, men da pengene som bekendt ikke hænger på træerne, har den process taget lidt længere tid end sædvanligt. Sidste år kom derfor Hindsight, der bestod af genindspilninger af gamle Anathema-numre. Meningen var, at undtægterne skulle være med til at betale for videre studietid, således at bandet kunne være 100% uafhængige under indspilningerne. Når albummet så var færdigt, ville man forhandle med pladeselskaber. Hvordan det står til med de forhandlinger, og hvornår det nye album kommer (udgivelsestidspunktet er blevet skubbet utallige gange), vides ikke med sikkerhed, men bandet har flere gange stillet nye numre til fri download, så man kan vel formode, at der ikke er oceaner af tid til en release.
Mandag d. 7. september får vi dog muligvis en lille forsmag på numrene fra den kommende plade, da Anathema spiller på Vega i København. Billetter kan allerede købes i forsalg via Billetlugen og koster 175 kr. + gebyr.
Anathema-guitarist Danny Cavanaugh vil optræde to gange i løbet af aftenen, da hans andet projekt Leafblade spiller som support.