Tysk metalfestival i stor stil
Til lyden af høj thrashmetal, snurrende generatorer, tilfældigt fyrværkeri, tysk schlagermusik og folk der fægter med sværd, træder man ind på campingpladsen til Wacken Open Air i den lille, tyske by Wacken.
For tyvende år i træk lagde Wacken, også kendt som Heavy Metal Town, marker til metalheads (som festivalens besøgende ofte kaldes af festivalen) fra hele verden, der kommer for at høre metal, og en smule rock, i alle mulige afskygninger; her handler det ikke blot om genren metal, men i endnu højere grad om alle tænkelige subgenrer inden for denne, og naturligvis også om at feste.
I Tyskland er der ikke mange regler for hvad du må have med på campingpladsen, og derfor ser inventaret i den typiske Wackenlejr noget anderledes ud end man er vant til fra danske festivaller. At der er biler over alt plus larmende generatorer og fyrværkeri, der bliver fyret af når som helst giver et noget andet lydbillede, men til gengæld er det en fornøjelse at kigge på en lejr lavet som en fæstning, eller være vidne til at et marchband, bestående af diverse metalheads, pludselig kommer i parade forbi lejren som alternativ underholdning.
D-dag: Dio og D-A-D
Og så er der selvfølgelig den vigtigste underholdning: Metallen. W.O.A. har haft mange store, og endnu flere små navne på plakaten de seneste tyve år, hvor det største må være Iron Maiden, der gæstede festivalen sidste år, og spillede for stort set alle de 60.000 mennesker, der befandt sig på festivalen.
I år startede festivalen for denne anmelder med et dansk band af slagsen, nemlig D-A-D, som spillede på den mellemstore af Wackens fire scener, Party Stage, tidligt torsdag aften. Det er interessant at se D-A-D uden for deres vante omgivelser, da de her kun fik en lille time at spille i, hvilket er uhørt når de spiller i Danmark! Til gengæld blev der lagt fokus på mange af de gamle klassikere, hvilket lod til at være en succes blandt publikum, og bandet selv virkede også veloplagte som sædvanligt. Senere samme aften stod den på et af hovednavnene, Heaven and Hell, der består af medlemmer fra Black Sabbath, med karismatiske Ronnie James Dio i front. Koncerten vakte stor glæde blandt metalfolket foran scenen, men man kan vel heller ikke forvente andet af et sådant stjernebesat band.
Og portene til Helvede lukkes
Fredag valgte undertegnede at starte med amerikanske Nevermore, der begår sig inden for den progressive metal af den mere storladne slags. Bandet har ikke fået det store gennembrud i Europa, på trods af at have mange albums bag sig, og det er ganske ufortjent, da der er tale om et meget talentfuldt band med en forsanger, der forstår at bruge sin vokal på mange måder. Bandet spillede næsten udelukkende numre fra albummet Dead Heart in a Dead World, på trods af, dette er næsten ti år gammelt, men numrene holder bestemt endnu, så det var det rette valg af setliste.
Senere samme dag stod det på de mere berømte navne, hvor især Motörhead forstod at tiltrække et publikum af format; faktisk et for stort format til pladsen, således at den ene indgang til festivalspladsen blev lukket. Så måtte man i stedet lytte til koncerten fra den hyggelige Biergarten, og mon ikke, det også er meget i forsanger Lemmys ånd? Manden er over de tres og kan stadig drikke de fleste under bordet, hvilket også resulterede i, at han ikke var helt nem at forstå da han talte mellem sangene, undtagen ved introduktionen af bandet: ”We are Motörhead, we play rock ’n’ roll!”- Som om nogen var i tvivl derom! Det er svært at overtage for så stort et navn som Motörhead, men svenske In Flames klarede skærene fint, og pladsen var stort set lige så propfyldt, da de indtog scenen, bl.a. med ørerhængeren ”Trigger”, og mange andre af deres melodøds hits.
Aftenen sluttede sent med vikingerne i Amon Amarth. Her var der igen et stærkt fremmøde, og bandet gav den også gas på bedste vikingemanér med et kæmpe vikingeskib på scenen og sange med titler som ”The Pursuit of Vikings” og ”Guardians of Asgaard”. Denne skribent er ikke synderligt imponeret af bandets lyd, der ofte forekommer ensformig i øregangene, men bandet har tilsyneladende mange fans, og disse var mere end tilfredse med koncerten, og lyden var tilmed helt i top, så mere er der vel ikke at forlange for en fan.
Thrashmetal og finsk druk
Den følgende dag var sidste dag med musik, og en dag, der bød på et tætpakket program. Thrashmetallerne i Testament gjorde det godt og agressivt, og fik gjort rygtet om at de lyder for meget som Metallica, til skamme, men norske Borknagar imponerede næsten mere, med en meget spændende, nærmest teatralsk form for metal blandet med lidt blackmetal, en genre der kræver sin forsanger, da der i sangene skal løbes op og ned af skalaerne og både growles og synges rent på højt niveau. Bandet har haft flere forsangere, bl.a. en af nordens mest talentfulde, Simen Hestnæs, som dog nu er bassist i Dimmu Borgir, og man kunne da også godt høre at nutidige forsanger, Vintersorg, ikke helt har samme kapacitet som sanger. Han gør det dog stadig bedre end mange formår, og sammen med resten af det yderst professionelle band var det en fornøjelse at opleve Borknagar.
Om aftenen havde endnu et dansk band fundet vej til de tyske marker, denne gang Volbeat, som har næsten lige så stor succes i Tyskland som herhjemme, og også tidligere har gæstet festivalen. Bandet spillede som de plejer, dvs. med en god gang energi og glæde, og lod tilmed til at være leverandør af den perfekte stagediving musik.
Efter Volbeat var det tid til et hovednavn, og et band, som mange, inklusive undertegnede, havde set frem til: Machine Head. Bandet har rygte for at være et af de bedste livebands i disse år, hvilket de endnu en gang beviste lørdag aften. Da de ikke længere er på turné med deres nyeste, og virkelig gennemførte, album The Blackening blev man i stedet forkælet med gamle numre som ”Struck a Nerve” og ”Davidian”. Bandet fremførte disse til perfektion, om end man godt kunne have ønsket sig, der var skruet en smule mere op for Rob Flynns vokal i de mere stille passager. Det var dog blot en bagatel, for koncerten var fantastisk og Rob var et stort smil hele vejen i gennem, især da han så, der blev skabt hele seks circle pits foran scenen. Det er noget, der kan varme et metalhoveds hjerte!
Den sidste koncert på dette års festival blev med finske Korpiklaani og deres festlige folkmetal med sange om druk, druk og mere druk. Der blev danset alt hvad de smadrede ben kunne klare, og det var en befrielse at se en forsanger, der var lige så fuld, som den gennemsnitlige Wackendeltager, og samtidig formod at holde en fest kørende.
Og hele Wacken var en fest, nærmere betegnet en stor, succesfuld metalfest, og mon ikke dette gentager sig i 2010, da de norske blackmetalkonger, Immortal allerede er kommet på plakaten? Det tør jeg vove at påstå, så nu skal vi blot vente et års tid på igen at blive hilst med ordene: Welcome, metalheads!
