Skanderborg Festival er hverken kendt som en progressiv eller kulturelt grænsesøgende festival. Den er heller ikke kendt for sit kompromisløse program der udpeger morgendagens musik. Nej, Skanderborg er en kernesund, dansk festival, hvor hyggen er i højsædet i mere end mængden af hippe bands på programmet. Det er i hvert fald min fordom inden jeg for første gang skal sætte min fod på den østjyske pendant til min væsentligt mere hjemmevante Roskilde Festival.
Jeg kan dog ikke lade være med at kommentere programmet, der skriger efter aktuel, interessant musik: Det er Kylie, Fat Boy Slim, D-A-D, Aqua samt hjemlige koryfæer som Thomas Helmig, Anne Linnet, Gnags og Dodo & The Dodos, der præger programmet. Ganske vist har flere af kunstnerne for nyligt udgivet plader, men det rykker ikke ved, at Skanderborg i år i overflod har hentet gårsdagens stjerner ind på scenen – også mere end de plejer.
Der er dog også blevet plads til mere interessante bands som Editors, Turboweekend, Veto, A Kid Hereafter, Yoav, The Blue Van, Ibrahim Electric, Choir of Young Believers, Mike Sheridan, Oh No Ono, Peter Sommer og Mikael Simpson, så de 4 dage ved østfronten skal nok blive spændende og sjove, hvis bare vejret holder og der er nok kolde dåseøl i lejren.
Torsdag
Skanderborg Festivalen ligger placeret midt i mellem Skanderborg og et par mindre byer, hvor beboerne nyder besøget fra de årlige campinggæster. En hel familie gik os gladelig i møde på camping syd, og gav os lov til at gå ind over deres jord, så vi kunne komme frem til teltlejren, da vi var gået forkert – ingen sure miner der. I selve lejren var der stadig plads til 3-4 telte mere og der var stadig mere end 10 cm mellem de telte, der allerede var placeret i lejren. Enten er der bare plads nok på campingpladserne eller også flytter folk bare ikke andres telte efter behov.
I nærheden hørtes toner fra Kim Larsen og Lis Sørensen – ingen norske dødsmetalfans eller tyske technofreaks – kun nogle midaldrende kvinder og mænd i deres campingstole, der bød os velkommen som ”deres naboer”. Ja, selv de to 16-årige naboer indbød os glade til et ølspil. Det bliver i morgen.
Festivalpladsen ligger badet i sommersol, bøgetræer og bøgeflis på de støvede stier og minder i sin opbygning en del om Bakken med sine farvestrålende boder. Men klientellet er i høj grad det samme som Roskilde. Folk i outrerede kostumer, brede mænd med tatoveringer og forvirrede grupper, der bare lige venter på den sidste, der bare lige skulle ud at tisse. Og så gør det jo ikke noget, at en stor fadøl kun koster 30 kroner, mens man venter.
Torsdagsprogrammet er en god opstart. Det er Tim Christensen, der står for den første omgang rock på Bøgescenen og han er veloplagt og spiller op til roserne fra Roskilde med både egne numre og kræs som ”Silverflame”. Senere er det det gendannede Bikstok Røgsystem, som tager over på hovedscenen. Blæs Buggi, Pharfar og Eaggerman giver den på alle tangenter, som havde de aldrig været adskilt, men mellem linjerne virker det mere som om de er der mere for publikums end for egen skyld. Det skal selvfølgelig ikke stoppe dem fra at levere hits som ” DK’s koner”, ”Cigar” og ”Fabrik” til et hoppende bøgepublikum.
Selvom der både er Led Zeppelin Jam, Hej Matematik og Ladies Sings The Blues på de andre scener bliver jeg hængende på Bøgescenen, for hvis nogen kan videreformidle Skanderborgs hygge. må det være Kim Larsen. ”Vi er dem de andre ikke må lege med” er åbningsnummeret, der bliver fulgt op af ”Soldaterkammerat” og så var publikum med. Undervejs kommer han ind over nogle af de nyere numre, men undlader – heldigvis – at spille nogen af sine børnesange. Koncertens bedste numre bliver dog de gamle numre som ”Masser af succes”, ”Jutlandia” og ”Flyvere i natten” og de bliver både leveret med hjerte, fine præstationer fra bandet og en publikumsrespons man kun sjældent oplever på Roskilde. En af de faste publikummer til Kim Larsens koncerter synes dog, at præstationen er lidt for jævn og ”rystet ud af ærmet”, men det rykker ikke ved, at hyggen nok er kommet for at blive.
