Fredag
Klokken 08.30 er der allerede så varmt i teltet, at det umuliggør yderligere søvn. Resten af lejren er så småt begyndt at vågne, og da naboen tilbyder varm toast, shots og øl til morgenmad er jeg allerede klar på at udligne morgenens tømmermænd med en ny brandert. Min brandert har ikke været lige så heftig som min nabos, for han har endnu ikke nået at se nogen koncerter. Ja faktisk har han ikke nået at få armbånd på, fordi han i stedet holdt fest i lejren og omkring festivalpladsen. Det er altså muligt at være på festival selv uden adgangstegn, for det kræver hverken armbånd at komme ind på campingpladserne eller at feste i en af de flere hundrede barer, der ligger spredt rundt om festivalpladsen.
Det er jo fantastisk, at man sådan kan komme med på festival selv uden armbånd, hvis man ikke er så interesseret i musikken. Det skaber dog også nogle potentielle problemer for tyverier på de åbne campingpladser, men det lader ikke til at være noget stort problem.
Med flydende morgenmad i blodet går tiden hurtigt og over middag får vores gruppe endelig samlet sig sammen til at hoppe i badeshorts at finde en shuttle-bus ind til badesøen. Vi kommer dog til at vente længe inden vi kan komme med, for de første 3 busser er propfyldte og holder end ikke ind ved stoppestedet, men kører bare forbi. Ved stoppestedet kommer der flere og flere mennesker og til sidst bliver vi så desperate, at vi ender med at forsøge at tage bussen i den modsatte retning blot for at få en plads, men det har alle andre også tænkt, så der kører bussen også bare forbi. Mon ikke det ville være en god ide at sætte lidt flere busser ind i myldretiderne? Efter tre kvarters venten presser vi os dog ind og får et par ståpladser i en meget lummervarm bus.
Søen er desværre fyldt med giftige blå-grønne alger, så der er nedlagt forbud mod at bade, men efter knap halvanden times svedig transport dertil er forventningen om en kølig dukkert større end angsten for øjenkløe, hudirritation, kvalme og diarre, så jeg hopper en tur I søen. Det skal vise sig senere om det var fornuftigt, men jeg er langt fra den eneste, der tager sig en dukkert.
På vej tilbage kommer vi forbi Bøgescenen, hvor Danser med drenge har genåbnet folkefesten. Vi når kun at høre ekstranumrene, men det er ikke svært at se, at koncerten er populær, når omkring 20.000 publikummer synger med på ”Hvor længe vil du ydmyge dig?”.
Aftenprogrammet på Bøgescenen domineres af kunstnere fra lokalområdet og klokken 18 træder Tina Dickow ind på scenen. Hun synger som altid fantastisk, og efter lidt rod med lyden i de første par numre skinner resten af bandet også godt igennem. Dickows melankolske reperoire gør sig bedst i mørke, så det er en udfordring at spille, når man står badet i sollys, men hun tager udfordringen op river uden problemer publikum med til hits som ”Sacre Coeur”, der til lejligheden bliver omformuleret til ”…sit here and watch the sunset at Skanderborg”. Nummeret følges op af ”In The Red” og ”Quarter To Forever”, der stiller lidt for store krav til koncentrationen hos tilskuerne, der begynder at småsnakke. Snakken forstummer dog hurtigt da tonerne til en fantastisk ”Nobody’s Man” slås an på strengene og fællessangen når sit første klimaks. Dennis Ahlgren er indlevelsen selv, når han står på scenen og leverer også godt med- og modspil til Tina Dickow på elektrisk guitar. Efter det nye meget country-inspirerede nummer ”Credit Song” ledes der op til den store finale med ”On The Run” og Tina Dickow ender med at tage koncerten hjem på sine fantastiske sange og popularitet også selvom det hele nok ville have virket lidt bedre i mørke.
Hvis fællessangen ikke var høj nok til Tina Dickow, så blev den det til aftenens anden århusianer – Thomas Helmig, der leverede et hitspækket sæt der kom gennem alt fra ”Det er mig der står herude og banker på” til ”Jeg ta´r imod”.
Allerede under Thomas Hemig var der trukket flere lyssværd frem foran scenen til aftenens hovednavn Nephew, så hvis man skulle have en nogenlunde plads, var det om ikke at flytte sig for meget efter Helmig. Nephew er stilsikre og superorganiserede. Som Simon Kvamm selv fortæller det, er selv spontaniteten planlagt helt ned den mindste detalje, men det kommer alligevel som en overraskelse, at nevøerne har inviteret både Peter Sommer til at synge med på Nephews nyfortolkning af ”8660”, Nik & Jay til at lægge rap og håndtegn til ”007 Is Also Gonna Die” og som kronen på værket at gen-invitere L.O.C. til allersidste ekstranummer ”Hospital”. Uanset om man kan lide Nephew eller ej, så må man sige, at de lefler for deres publikum og sætter en ære i at give sublime koncertoplevelser. Tak for det.
Efter denne opvisning i hvordan man skaber en publikumssucces er det svært at skulle lade sig overvælde af mere musik, men denne aften havde jeg gode ben, så jeg slog mig sammen med et par venner og gik over til P3-scenen, hvor kvintetten Spleen United holdt afterparty.
Og hvilket afterparty det blev. Jeg har længe syntes, at Spleen United har opskriften på interessante kombinationer af electronica og rock, men melodierne er ikke gode nok til at det kan holde mig fanget en hel plade igennem. Det er noget helt andet at høre dem live. Her gør det ikke noget, at melodierne kan være lidt jævne, når bare bassen pumper og synthesizeren skærer sig gennem natten mens publikum hopper rundt og synger ”Love is just a buzz. Just a buzz you can’t catch”.
I de sene timer tynder programmet gevaldigt ud og kl. 01.30 var det eneste band tilbage kopisterne fra Guns Tribute på Rytmehans. At kopiere et så særegent band som Guns N’ Roses er ingen let sag, når der er tale om koryfæer som Axl Rose og Slash, men opskriften bør være lige til: Fordel rollerne imellem bandmedlemmerne og øv for at skabe det mest troværdige show. Forsangeren gør et hæderligt forsøg på at ligne sit idol og er klædt i skotskternet kilt og rødt bandana, men jeg må dog konstatere, at selvom Axl i dag er langt fra fordums styrke, så er der endnu længere vej for Guns Tribute. Selvom han løber frem og tilbage henover scenen og har lyttet så intenst til teksterne at han på millisekundet kan stoppe på præcist samme tidspunkt som Axl i ”You Could Be Miiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiine”, så kan han ikke synge, så det er til at holde ud at høre på. Desværre er han den der gør det bedst. Ingen af de to guitarister er dedikeret til rollen som enten Slash eller Izzy de skiftes derfor til at imitere guitarsoloerne. Ingen af dem gør desværre bandet ære og koncerten bliver mest en forestilling om, hvor godt det kunne have været.
Klokken 04 lukker festivalpladsen og jeg når lige at købe den allersidste pølse i hotdogboden til spotpris inden vi sætter kursen tilbage til campingpladsen.
