Svævende psykedelisk coolness
Amerikanske Black Moth Super Rainbow er et lidt spøjst bekendtskab, der lægger sig et sted imellem noget højtsvævende lounge-drømmende electronica og noget mere psykedelisk rock-inspireret. I alle afarter af bandets univers er det dog en kølig overflade, der dominerer, og vokalen, som er fordrejet af vocoder, får det hele til at være lidt mere ustyrligt og svævende.
Store dele af albummet synes at flyde lidt for meget sammen på grund af den manglende variation og de temmelig anonyme og anti-hit-agtige melodier. Der er langt mellem genkendeligheden på numrene, men ”Born On A Day The Sun Didn’t Rise”, der åbner albummet, har en vis tilgængelighed. Blandt de utilgængelige numre er der noget særligt dragende over ”Twin of Myself”, der dog også er en af de mest skingre og alternative skæringer.
”Gold Splatter” er ganske uforenelig med alle forestillinger om hitmusik, men alligevel finder man et fint hengemt synth-tema, der pludselig stikker ud og giver genkendelighed og melodi.
Der er en ypperlig coolness over Black Moth Super Rainbow, og det er næppe til at skyde hovedhjernen Tom Fec ned fra sin artistiske hylde med opfordringer til mere hitpotentiale og større vægt på melodierne. Det vil til enhver tid være et spørgsmål om smag og holdninger, hvorvidt man bryder sig om et køligt og klinisk univers som dette.
I min smag er det en tand for uvedkommende, og den fraværende personlige tilstedeværelse fra bandet, som gemmer sig bag elektronik, vocoder og store synth-flader, falder ikke i helt god jord hos mig. Men der er et stærkt potentiale, som nok skal vække jubel flere steder. Jeg kunne godt bruge lidt mere tilgængelighed, intimitet og åbenhed.