Københavnske stonerrockere med hår på bollerne
Det er sjældent man oplever en EP-debut fra et ukendt band, hvor forventningerne stiger proportionalt med antallet af gennemlytninger. Men sådan forholder det sig med den københavnske trio, der blev dannet sidste år af trommeslager Martin Niemann og guitarist Jacob Krogholt og siden suppleret med sanger og bassist Henrik Hald. Et øvelokale, en masse sved og formentlig et par nedslidte Marshall-forstærkere senere går trioen i studiet i marts i år og indspiller fire numre live, mens Jacob Nielsen står bag knapperne og mægtige Alan Douches (Mastodon, Converge o.a.) lægger sidste næve på værket.
Der er på Risings første udspil tale om fire numre med en stonerbeskidt garagelyd, der får rummet til at skælve med en kødfyldt og topaggressiv rock, der mig bekendt ikke er hørt lige på disse breddegrader i lang tid. Babyface Woodrose – go home! Dette er den ægte vare. Der er intensiteten og det kompromisløse aggressive udtryk som amerikanske High On Fire har haft monopol på i snart mange år. Hvilket igen sætter en fuldfed streg under, at det ikke kræver mere end en trio og den rette indstilling at levere en rock, der er så vital, at huden på de behårede boller bliver spændt til bristepunktet. Undskyld mig udtrykket, men vi er helt inde i det rå landskab, hvor engagementet og troen på ens eget projekt tager lytteren med ud på et mentalt og fysisk overdrev, der ikke kan andet end at få blodet til at rulle i det stive rockkorpus.
Numrene varer forholdsvist længe og anslår hver deres rudimentære rif og tema, hvorefter lokomotivet ellers bare buldrer derudaf. Rising evner den afsindig svære kunst at fastholde det helt basale rif med en fremaddrivende energi og en enkel variation, som gør numrene til langt mere end blot stiløvelser fra et urutineret band. For mig lyder det, som om dette band har spillet sammen i lang tid. Der er en selvsikkerhed og et uforfærdet mod i deres levering af noget af det mest velfungerende og beskidte danske rock, jeg længe har hørt.
Jeg kan ikke vente til at høre et fuldlængdeudspil fra Rising, og mærk jer mine ord: Hvis bandet kan holde intensiteten live som på pladen, er der tale om et band med et kæmpe potentiale. Rock the fuck on!
