Revitaliseret rock fra den amerikanske østkyst
Det amerikanske band CKY (Camp Kill Yourself) er en underlig størrelse. Bandet er svært at genredefinere. Folk som lytter til metal, vil sandsynligvis finde bandet for pænt og poppet og yndere af alternativ rock, vil synes det er for klichefyldt og dømme dem ude som et ordinært heavy metal band. Hardrock er nok den passende hylde at placere dem på.
CKY startede i 90´ernes Pennsylvania som et skatemetal band, der fjollede rundt og sang om øl, f…. og life in the fast lane, men har med tiden udviklet sig imod et mere seriøst bud på et band som vil tages alvorligt. Drengerøvene er med andre ord blevet mænd og vil betragtes som sådan.
Carver City er bandets 6. plade og en konceptplade med udgangspunkt i den imaginære by Carver City. Her drysser desillusionerede skæbner rundt på trods af billedet af en kærlig og familievenlig by. Byens ansigt udadtil skjuler den mørke side som momentant viser sig i kraft af bl.a. et uidentificeret lig liggende under strandens badebro, eller en død fiskers knogler, som viser sig at gemme på en forbandelse. Bandets hang til horrorfilm fornægter sig ikke, men historierne besidder en metaforisk trang til at beskrive en by i opløsning. Et billede på et Amerika, som vil fremstå som et renskuret, medmenneskeligt, omsorgsfuldt og politisk korrekt land, mens skeletterne vælter ud af skabene og de mindre bemidledes problemer negligeres.
CKY har været tæt på opløsning siden deres sidste udspil fra 2005 og det lader til at have styrket dem at komme igennem de interne stridigheder, i hvert fald er her ingen svækkelse at spore, tværtimod er bandet entusiastiske og fuld af overskud på deres nye plade.
Sangeren Deron Miller synger fremragende og vækker mindelser om Lord Chritus fra det tyske band Terra Firma. Vokalarbejdet er spændende, da der arbejdes med vokaler, som komplimenterer hinanden på fornemmeste vis. En mørk vokal som vekselvirker med lysere korvokaler. Det skaber en alsidighed som klæder numrene. Det er simpelthen en fryd at lytte til og der er i det hele taget arbejdet grundigt med produktionen, som har taget over to år i guitaristens hjemmestudie. Den lange produktionstid har været godt givet ud og nærlytter man de enkelte numre, opdager man hele tiden nye lag i musikken, – flot med tanke på den støjende og massive lyd bandet eksilerer i.
Moog synths fylder lige så meget i lydbilledet som støjende guitarer med tunge bredsider og trommeslageren Jess Margera baserer sin lyd på lige dele tidlig 80er New Wave og Hardcore/Grunge/Stonerrock. Det gør CKY til et unikt og spændende bekendtskab, som ikke lyder som ret mange andre ligesindede bands.
Er der en slange i paradiset må det være at pladen ikke holder niveau hele vejen hjem og at enkelte numre simpelthen lyder for ens. Ikke desto mindre må dommen være, at hvis man er til gode og iørefaldende sange, tung guitar tilsat Moog og en snert af New Wave, bør man unde sig selv en tur til Carver City.
