Delvist gennemført udspil fra danske melankolikere
Sjællandske Homesick Hank er på deres tredje udspil Ghosts som vanligt i det melankolske hjørne. I deres univers tager ting, den tid, ting skal tage. Bandet er denne gang vendt hjem fra det forrige album Leave it behind´s udflugt til Americana Land. På det album greb de fat om roden på inspirationskilden og kollaborerede med Oldham-brødrene på deres farm i Kentucky.
De benævner selv Ghosts som genren Nordicana og det er vel fyldestgørende beskrevet, i og med det på en gang både differentierer sig fra Americana, såvel som at det anerkender tilhørsforholdet. Bortset fra, at de denne gang ganske rigtigt har nærmet sig en mere nordisk sound, med vid brug af kølige strygere og krystalklart piano, er udtrykket stadig umiskendeligt alternativ country/americana.
Det er muligt de ikke længere sidder på en støvet amerikansk veranda med en lunken Samuel Adams øl, men nu har udskiftet det med en kølig Kopparbergs æblecider. Alligevel er bands som Palace/ Bonnie Prince Billy, Lambchop og Friends of Dean Martinez, det tætteste jeg kommer gruppens rekreationelle og yderst magelige lyd.
De hektiske tanker, ufrivilligt høje puls, stressfornemmelser, you name it, som gennemsnitsdanskeren kæmper med, er pist væk, når Ghosts sender sine blide, behagelige toner ud af højtaleren. Det er laid back i bedste forstand og ganske enkelt balsam for sjælen og øret. Vokalen er ikke stærk, men bestemt heller ikke ueffen, og har en nærmest autentisk amerikansk klang som hos en Joey Burns. Den falder perfekt ind i lydbilledet og er præcist tourneret helt uden at dominere og det klæder den sarte lyd fra whiskers, banjo, guitar, klaver, harmonika, orgel og strygere.
Der er kælet for detaljerne og de første 5 numre på pladen er alle uovertrufne.
De kulminerer i pladens allerbedste nummer ”Like Sunshine in Snow”, hvor Solrun Stig fra Kloster gæster og synger duet med forsanger Kudre Haan. Det tilføjer en spændstig alsidighed som man godt kunne udnytte flere steder på Ghosts. Det nummer bliver desværre et kardinalpunkt for pladen, for herfra bliver det en kende anonymt og tiltagende kedeligt og det er som om Homesick Hank løber tør for ideer. Den fryd man oplevede på pladens første halvdel opstår kun sporadisk på sidste halvdel. Helt galt går det på nummeret ”Gasoline Skies” komplet med mundharmonika, håndklap, banjo og sand på gulvet. En country traditional af værste skuffe som rammer helt ved siden af resten af pladens idé – uforståeligt.
Havde Ghosts været en EP med seks numre ville jeg ikke have tøvet med en topkarakter, men som langspiller bliver den for ujævn.
