september, 2009

27.09.09 – Prog Nation Tour – K.B. Hallen

27.09.09 – Prog Nation Tour – K.B. Hallen

by

Når man er i selskab med Dream Theater, kan man forvente et uhørt højt teknisk niveau fra henholdsvis John Petruccis guitar, Myungs seksstrengede bas, Rudess’ imposante tangentspil, Portnoys afsindigt stramme trommespil og canadieren LaBries vokal. Denne aften blev ingen undtagelse

The First Miles: Ride Against The Wind

The First Miles: Ride Against The Wind

by

Aalborgensiske The First Miles er the working man´s band og de kan indimellem komme faretruende tæt på klicheerne, men bandet holder sig heldigvis fri for, at kamme over i dem. Barmusik er måske et dækkende udtryk, uden at det skal opfattes nedladende, for jeg har stor respekt for bandet.

Monsters of Folk: Monsters of Folk

Monsters of Folk: Monsters of Folk

by

Jim James, M. Ward og Conor Oberst har formået at skrue et rigtig godt folkrock-album sammen under navnet Monsters of Folk. Eneste anke er, at flere af sangene ikke lyder som en bandpræstation, men snarere som Wards og Oberst i solosammenhæng.

Choriah: Mary’s Room

Choriah: Mary’s Room

by

”Progressiv-indie-metal-rock” kalder bandet selv deres fem skæringer på debutalbummet Mary’s Room. Hvis man supplerer med lidt nu-metal er man nok ved at være tæt på stilen hos de unge debutanter, der ’kun’ har spillet siden 2007, men som allerede har spillet opvarmning for Magtens Korridorer og Rock Hard Power Spray.

Quist: Ws – from London E8

Quist: Ws – from London E8

by

28-årige Jacob Quistgaard debuterer med albummet Ws – from London E8, der placerer ham som en interessant dansk sangskriver, der er dygtig i kompositioner og arrangementer, men som stadig mangler det sidste i for alvor at blive nærværende. Man kan kalde ham det mandlige modsvar til en tidlig Tina Dickow.

Debonair: Where Common Seems Strange

Debonair: Where Common Seems Strange

by

Det er en lidt sær størrelse, denne broderkonstellation, hvor Emil Landgreen (bl.a. Speaker Bite Me) og brormand Hans Landgreen har slået pjalterne sammen. Det er den mest ukendte af brødrene, der har skrevet sangene, som er stærkt varierede mellem støjende intens rastløshed og mere folk-agtig americana-vellyd.

Jesaiah: Et Tu, Hope

Jesaiah: Et Tu, Hope

by

Take no prisoners må have været mantraet under indspilningen af kvintettens debut. Vi befinder os i Converge og Dillinger Escape Plan territorium med højenergi eksplosioner og vokale udladninger som skifter mellem hardcore brøl og decideret growl, mens der fra tid til anden synges uden rødme på tungebåndet.