If it ain’t broke…
Genremæssigt befinder Clutch sig et sted i den såkaldte stoner-rock, og det er også tilfældet på deres niende studiealbum, Strange Cousins From The West, som byder på mere af den tunge, støvede, lidt blues’ede sydstatsrock.
Clutch er en et af de bands, der aldrig ændrer deres lyd ret meget fra album til album, og det kan man måske ikke fortænke dem i, for som det engelske ordsprog siger: ” If it ain’t broke, don’t fix it!”, men det kunne nu være meget interessant hvis Clutch ’fixede’ deres lyd en smule, blot som en lille overraskelse for lytteren. Naturligvis er det nemmest at holde fast i det, man er god til, og der er da også en håndfuld ganske habile numre på Strange Cousins From The West, både af de lidt hårde og hurtige guitarriffsbaserede numre, og ligeledes et par stykker af den lidt tungere og langsomme slags. ”50,000 Unstopable Watts” er et godt bud på det første, især grundet nummerets ørehænger af et omkvæd, og i den lidt tungere ende ligger titelnummeret, som en sang med virkelig fed guitar. Clutch er dog fedest når de giver den gas og ikke bliver for tunge, som det fx er tilfældet på ” Abraham Lincoln”, hvor verset musikalsk er lidt trægt at lytte til, men hvor vokalen trods alt får løftet sangen en smule, og ligeledes er ”Freakonomics” heller ikke et specielt vellykket nummer, den sjove titel taget i betragtning, da sangen netop er lidt for ’sjov’ på den platte måde.
Alt i alt har Clutch begået et album, som de overordnet bestemt godt kan være bekendt, men der er intet nyt under sydstatssolen; hvis man kan lide Clutch vil man også synes om Strange Cousins From The West, men hvis man havde håbet på at de måske denne gang havde ændret stil til noget helt andet, må man gå andre musiske veje for at finde fornyelse.