Mouritz/Hørslev Projektet: Blik, bang bang

Mads Mouritz og Lone Hørslev overgår sig selv og de fleste andre på deres andet fælles udspil. Det er dansksproget musik når det er bedst og der er ikke meget - om noget - at være utilfreds med på Blik, bang bang.

mouritzhoerslevprojektet-blikbangbang-2009-300x300

Mouritz/Hørslev overgår sig selv

Mads Mouritz og Lone Hørslev udgiver i dag sin anden cd under navnet Mouritz/Hørslev Projektet. Titlen er Blik, bang bang, og albummet skyder sig direkte ind på en delt førsteplads over de bedste dansksprogede albums udgivet i år – kun Er de sjældne, som Hørslev også har en finger med i, når samme høje niveau.

Hvor Mouritz/Hørslev Projektets debut, Så er det sagt (2007), var et afdæmpet bekendtskab, så er der mere spræl i Blik, bang bang, der længe gik under navnet ’Dansepladen’. Det kan godt høres på flere af sangene, hvorimod andre stadig lægger mere op til afslapning i sofaen akkompagneret af sofistikeret lyrik og behagelig vokal end til bevægelse på dansegulvet. Teksterne handler da også om andet end at feste og danse; som fx det at få hus og have.

Denne gang springer Lone Hørslev – der ellers tidligere har koncentreret sig om teksterne – ud som sanger. Selvom vokalen ikke ville kunne holde til et helt album alene, så er det et kærkomment tiltag, der får konstellationen til at fremstå mere som et band end som to mennesker, der har slået pjalterne sammen, og hvor arbejdsfordelingen er nøje udmålt. Og så gør Lone Hørslev det faktisk rigtig godt som sangerinde – som eksempelvis på den veloplagte åbner ”Blik, bang bang” og på den rare ”Når du når mig”, som begge har Hørslev som den primære vokalist. Sidstnævnte handler om det at få et godt gammeldags håndskrevet brev fra en man holder af og er et af albummets bedste.

Blik, bang bang er et spraglet album at lytte til, og udover de instrumenter man finder på de fleste rock/pop albums, så er det krydret med violin, moog synthesizer, keyboard, tamburin, trommemaskine og andet godt. På trods af den brede vifte af instrumenter er instrumenteringen på numrene overvejende afdæmpet og på intet tidspunkt bliver lydbilledet rodet. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at hver en forprogrammeret trommerytme og at hvert eneste anslag på bassen – og ethvert andet instrument i øvrigt – er nøje gennemtænkt for at ramme præcis den stemning bandet ønskede. På samme måde virker ingen af ordene i Hørslevs digte overflødige, og heldigvis drukner de ikke i musikken. Mouritz/Hørslev Projektet er et joint venture mellem ord, musik og sang.

Udover de to allerede nævnte sange, så stikker ”Link til lykken”, ”Fanden for Fanden” og ”Den eneste drøm” snuden positivt frem. De er alle sunget af Mads Mouritz, hvis drengede stemme passer perfekt ind i det musikalske og lyriske landskab Mouritz/Hørslev Projektet skaber.

Skulle der komme endnu en udgivelse med Mouritz/Hørslev Projektet vil jeg foreslå, at det bliver markedsført som digtsamling i hardback cover, hvor man får en cd med i købet med sang og musik til 10-12 af digtene. Ikke fordi det ikke virker som det er nu – men for at nå ud til et endnu bredere publikum. For det fortjener de!

More from Carsten Fjølner
2 replies on “Mouritz/Hørslev Projektet: Blik, bang bang”