Gode intentioner drukner i velfriseret lyd
Engelske Maps består ene og alene af musikeren James Chapman. Han dirigerer albummet Turning the Mind bag et arsenal af synthesizere. Det er Chapmans anden udgivelse under hans alter ego, og den adskiller sig ikke synderligt fra debuten We Can Create.
Stilen er dreampop med et twist af mild shoegaze, og er man fan af bands som især M83, men også Depeche Mode og Pet Shop Boys, er man selvskreven til en tur i Maps’ syntetiske balje. Sangtitler som “Turning The Mind”, “I Dream Of Crystal”, “Let Go Of The Fear” og “Valium In The Sunshine”, siger vist alt om tematikken. Det handler om psyken og alskens medikamenter og det sam,- eller modspil de to har med hinanden. Om hvordan kemikalsk stimuli kan have indflydelse på sindet. En tematik som på albummet spænder fra depression til eufori og vice versa.
Chapman leverer teksterne med en blød, nærmest hviskende stemme, som ligger i et konstant leje med et minimum af variation. Numrene starter med et beat og der bygges så lag på lag, med atmosfæriske synths, strings og diverse englekor, som bærende faktor og pladen kan minde om New Orders Technique, dog uden Peter Hooks sublime og skoledannende bas. Netop manglen på analog instrumentering gør, at der mangler lidt punch, fylde og kant, til det ret romantiske og sukrede udtryk Turning the Mind gør sig i. En følelse af synthoverload rammer en, mens den ellers udmærkede plade spiller og man savner lidt syre eller skarphed, som modvægt til det fløjsbløde udtryk. Det bliver med andre ord let overkill i stedet for relevante doseringer.
Turning the Mind er en meget homogen plade på godt og ondt. Godt fordi den formår, at fastholde lytteren i den drømmelignende tilstand, som er så vigtig for genren, men også skidt fordi det bliver en svært differentierbar plade. De utallige lag synth kombineret med den lettere anonyme og indimellem knapt hørbare vokal, er ikke just befordrende for den umiddelbare genkendelighed og det kræver en del gennemlytninger før værket for alvor træder i karakter og sætter sig i erindringen.
Gør man sig umage og nærlytter til lyrikken opdager man, at Chapman synger om særdeles grumme situationer og oplevelser. I samspil med den velfriserede og noget ufarlige lyd virker det næsten kontraindicerende på lytteren og det er bestemt ikke skidt, men gør at Turning the Mind opbygger en modsætningsfyldt spænding som gør den interessant og overraskende. Ellers fremstår Chapman som klassens pæne dreng, som gerne vil, men ikke rigtigt tør stå ved sine mørke sider.
Maps musiceren fungerer faktisk bedst, når der bliver gået til stålet i de mere danceorienterede numre. Chapman er glad for det introverte og noget navlebeskuende som shoegazescenen er så kendt for, men det klæder albummet når den stramme og lidt ensformige linje fravælges og der lægges op til et mere udadvendt udtryk.
I livesammenhæng optræder Maps efter sigende, med en opsætning hvor analoge instrumenter indgår og det må løfte niveauet og tilføre musikken den kant og de muskler som mangler på denne digitale udgivelse.
Live skal Maps, meget apropos, på efterårsturne med albummet som support for M83.
På coveret til cd´en står James Chapman omgivet af gnister, elektrisk støj og friktion en masse og det er netop de elementer man kunne savne noget mere af, på den ellers fine udgivelse Turning the Mind.
