Imponerede vokal i moderne folklore
Folkloren har været inspirationen for mangen færøske kunstnere og det er også tilfælde med Anna Katrin Egilstrød, forsanger i Valravn. Tekstuniverset er skrevet på både færøsk og dansk, men altid i en stil der minder om de gamle islandske sagaer og sunget med en skræmmende kraftfuld stemme, der puster liv i de gamle nordiske mytologiske forestillinger om naturens kræfter.
Musikalsk lægger Valravn sig i naturlig forlængelse af de stilskabende svensk/finske Hedningerne og måske endnu mere Sorten Muld. Der er også gengangere fra netop Sorten Muld i Valravn. Ældgamle, hjemmelavede strengeinstrumenter, dyster electronika og tunge folkedanstrommer er hovedingredienserne i musikken, men det er unægtelig den kvindelige vokal der er det virkelige centrum i Valravn.
Anna Katrin er endnu et eksempel på at de nordatlantiske øer er leveringsdygtige udi imponerende naturskønne kvindelige vokalister. Der bliver lånt fra traditioner som ligeledes færøske Eivør Pállsdóttir og islandske Bjørk er eksponenter for, uden at der skal sammenlignes for meget. For mens begge respektive kvindelige kunstnere har gjort det til deres udtryk at gøre oprør mod genrekonventioner, er Valravn på godt og ondt en genreprodukt.
Bedst fungerer Koder på snor når den trækker på den færøske sangskat, som ”Kelling” og ”Kroppar”. Her fornemmer man virkelig urkraften i Anna Katrins vokal og musikken formår at underbygge udtrykket, så man kommer til at savne en moderne form af kædedansen.
Denne styrke bliver desværre også en af svaghederne med udgivelsen, for den bliver for dominerende i længden. Der forsøges også med andre elementer, men de er blege i sammenligning og når ikke at udgøre værdigt modspil, som ”Lysabild” hvor Anna Katrin får vokalt mod spil fra Martin Seeberg og det hele ender med at lyde som noget, der ikke kom med på Indside the Whales dansksprogede plade.
En tendens til overproduktion er samtidig med til at gøre udtrykket mere ensformigt end nødvendigt. Dette roder Valravn mere end rigeligt bod på live hvor variationerne i arrangementerne mere kommer i sin ret og Anna Katrins stemme falder mere naturligt ind i musikken.
Det er nærmest blevet tradition af Bogart’ske dimensioner at undertegnede skal slutte af med at sige at musik skal høres live, men i nærværende tilfælde er det uundgåeligt ikke at anbefale deres fabelagtige scene performance frem for Koder på snor i lydanlægget derhjemme.
