Genudgivelse understreger Def Leppards holdbarhed
Selvom Def Leppard inden Pyramania havde udgivet to gode albums, så var det med deres tredje album det britiske rockband for alvor brød igennem. Pyromania, der blev udgivet i 1983 er siden solgt i mere end 10 millioner eksemplarer alene i USA og formentligt lidt under i resten af verden.
På Pyromania havde Def Leppard skruet endnu mere op for de gode melodier og ned for metallyden end det var tilfældet på bandets to foregående albums. Det fik blandt andre MTV øjnene op for, og de spillede velvilligt musikken i bedste sendetid, hvilket var medvirkende til, at de tre singler ”Foolin’”, ”Photograph” og ”Rock of Ages” alle ramte top 10 på den amerikanske Billboard. Albummet selv nåede helt op på en andenplads.
’Mutt’ Lange var hyret til at producere, og han sørgede for at gøre albummet spiseligt for den brede befolkning. Kanterne var slebet godt og grundigt af, og der var tilsat en hel del kor på mange af sangene. Med et dårligere melodimateriale ville Pyromania være faldet til jorden med et brag. Melodierne var dog lige i skabet og i stedet for at falde til jorden løftede Def Leppard sig op og blev et af tidens største hard rock acts, og de skulle vise sig at blive en inspirationskilde for et utal af bands op gennem firserne. De gode melodier er en af hovedårsagerne til, at Pyromania stadig tåler dagens lys – en anden er ’Mutt’ Langes produktion, der ikke er tidløs, men som markerer et skift indenfor hard rocken.
Når alt dette er sagt, så havde Def Leppard-fans nu ikke så meget at frygte. For der var stadig masser af metal på Pyromania og Def Leppard har ikke siden leveret noget der er ligeså rocket. ”Rock! Rock! (Till You Drop)” lyder lidt ala AC/DC, på ”Stagefright” er tempoet skruet i vejret og Joe Ellitotts vokal er dejligt snerrende og ”Die Hard the Hunter” minder om noget Iron Maiden kunne have skrevet (med undtagelse af koret i omkvædet).
”Action! Not Words” er det eneste dårlige nummer på Pyromania. Resten holder et tårnhøjt niveau, og der er ikke mange hard rock bands – om nogen overhovedet – der kan fremvise et album, der hænger så godt sammen fra start til slut.
Denne udgivelsen indeholder en ekstra cd med en 15 numre lang liveoptagelse fra Los Angeles fra samme år som albummet udkom. Optagelsen bringer ikke noget nyt til Def Leppards historie, men lyden er overraskende god og dét sammen med den remastererede udgave af Pyromania gør den nye version til en oplagt opgradering af originalen.
