Indukti: Idmen

At lytte til Induktis Idmen er som at tage på en mindre, men utroligt spændende, uforudsigelig, smuk inspirerende tur gennem landskaber af lyd, som der sjældent før er hørt. Idmen er et af årets bedste og mest nyskabende albums på den progressive front.

cover-indukti-idmen-2009-300x300

Med metallens sfæriske lydlandskaber i øregangene

At lytte til Induktis Idmen er som at tage på en mindre, men utroligt spændende, uforudsigelig, smuk inspirerende tur gennem landskaber af lyd, som der sjældent før er hørt.

Indukti er en kvintet fra Polen, der begår sig inden for den progressive metal. Muligvis lyder betegnelsen kvintet mere som noget, der har med klassisk musik at gøre, og ikke noget, der findes i metalverdenen, men Indukti har da også en violin med i deres line up, og denne er spillet på smukkeste vis af bandets eneste kvinde, Ewa Jablonska. Udover violinen som en del af det musikalske univers, er sangene også bygget op som kompositioner, der udvikler sig på fantastisk vis, og får hver sang til at få sin egen specielle karakter, og endda med islæt af forskellige genrer; lyt fx til det instrumentale åbningsnummer ”Sansara”, der starter hårdt og hurtigt, med en lyd, stærkt inspireret af thrashmetallen, men som senere, især mod slutningen, bliver svævende og smuk. På ”And Who Is the God Now?”, startes der med Tool-lignende trommer, der spilles nærmest som i trance, og ledsages af gentagende, hviskende ord, der gør følelsen af trance endnu mere udtalt, men som senere i sangens udvikling får et stærkt omkvæd vedhæftet, og desuden får et strejf af østens folkemusik ind over den tunge metal – og det fungerer alle sangens ti minutter!

På ”Indukted”, som elegant leger med bandnavnet i en kreativ bøjning, er det igen de hårde trommer, der lægger ud, spillet på imponerende, teknisk vis af Wawrzynic Dramowicz, bandets vanvittigt dygtige trommeslager, og her er også tale om et instrumentalt nummer, som bandet endnu en gang mestrer til fulde, denne gang ledsaget af syret guitar og hvinende violiner, og på albummets muligvis bedste numre, det er svært at vælge, da der ikke er nogle egentlige skønhedspletter blandt numrene på Idmen, den fængende, stemningsfyldte ”Nemesis Voices”, er der gæstevokal af en M. Luginbuehl, der lyder mistænkeligt meget som Maynard James Keenan fra førnævnte Tool, men lige meget om det er ham eller ej, er sangen endnu en bevægelse ind i en mørk, musisk sfære, som man næsten ikke har lyst til at forlade igen, ligesom den dystre ”Tusan Homichi Tuvota”, der mere en som en uhyggelig, men dragende fortælling, end en sang.

Og denne skribent er draget, og under trance og vil helst ikke væk fra dette hypnotiserende, fantastiske univers af musisk udvisning i stemningsskabelse, og kommer det nok heller ikke foreløbigt. Idmen er et af årets bedste og mest nyskabende albums på den progressive front. Ret blikket mod Polen, det er der, det hele foregår i 2009.

Written By
More from BellBruun
01.07.09 – Tako Lako – Pavillion Junior, Roskilde Festival
Imponerede må folk til koncerten have været, for aldrig har undertegnede set...
Read More
2 replies on “Indukti: Idmen”