Elektronisk virvar og myldrende lyde
Icarus er navnet på den græske sagnfigur, der blev holdt fanget af kong Minos sammen med sin fader, Daedalus. For at flygte, skaber faderen en dragt af fjer og voks, der gør dem i stand til at flyve, men han formaner sin søn mod at komme for tæt på solen. Dette råd glemmer Icarus alt om, da han sejler rundt mellem skyerne, og han kommer derfor for tæt på solen, hvorefter voksen smelter, fjerene falder af, og han styrter i døden.
Den engelske duo ved samme navn, som består af Ollie Brown og Sam Britton, har samme frygtløse evne til at begive sig op mod fjerne himmelstrøg i et eksperimenterende og nærmest improvisatorisk elektronisk univers. Der er ikke meget jordnært over de digitale lyde, på albummet Sylt Remixes – som er deres syvende – hvor en række andre kunstnere remixer numrene fra det forrige album Sylt fra 2007. Der er således en intertekstuel reference, der går på kryds og tværs af tid og rum – især også set i lyset af, at Sylt allerede dengang bestod af remixes af duoens egne liveoptagelser – som igen var remixes af nogle tidlige studieoptagelser.
På Sylt Remixes bevæger numrene sig rundt i grænselandet mellem abstrakte og pulserende lyde og rytmer, der bliver hugget op i beats og breaks, der igen udvikler sig i sindrige og hoveddrejende mønstre.
Nummeret ”Keet” bliver således taget under kærlig behandling i seks versioner, og hver gang får det ny fjerdragt og begiver sig forskellige steder hen i sit digitale rum. Momentvist er der en dubbet clubstemning som hos danske Nabos mix af nummeret ”Volks!”, til en mere shoegazer-stemning på ISANs version af ”Keet”, over Svartbags støjende udgave af ”Rugkiks”.
Der er alt mellem elektro-akkustiske elementer til freeform jazz-psykedelika, og er man til rytmiske eksperimenter a la tidligere Sun Ra, er der en overflod af teknisk kreativitet og pulserende legelyst på Sylt Remixes.
