Jävla danska!
Arena på Roskilde en sen nattetime for efterhånden mange år siden. Det århusianske band Illdisposed er lige gået på og har leveret et par numre af deres hæsblæsende dødsmetal. Forsanger Bo Summer står og betragter publikum et stykke tid, inden han råber spørgende: ”Er der nogen svenskere i aften?” Svaret kommer i kraft af nogle spredte tilråb fra mere eller mindre berusede headbangere ifrån hinsidan. Bo Summers næste replik kommer som et piskesmæld: ”Åka hem!”
Diskant: Det er ikke for sarte sjæle at læse jeres tekster, men hvad har I egentlig imod svenskere?
Illdisposed: Ikke noget specielt, det er det samme som når Danmark skal spille landskamp mod Sverige. De skal ikke tro de er bedre end os – selv om det ofte er tilfældet, fordi de ikke drikker så meget.
Diskant: I har været foregangsband for den hårde dødsmetal i Danmark i tyve år. Hvordan bærer man det i et lille land som vores, hvor Janteloven i hænderne på nogle af de forkerte hurtigt kan udvikle sig fatalt?
Illdisposed: Man skal lære sig selv at vende det døve øre til og være ligeglad med alting. Der er så mange mennesker der har travlt med at snakke om, hvor ringe vi er, alene af den grund at vi er forholdsvis populære indenfor genren.
Diskant: På jeres seneste albums er musikken blevet lidt tungere, og melodimaterialet har fået et mærkbart løft. Er det noget I har arbejdet bevidst hen imod, eller er det en kombination af flere ting?
Illdisposed: Vi arbejder aldrig bevidst mod noget, vi hører bare mere radio end vi hører heavy metal. Det gør, at vores musik måske følger lidt mere med tiden end andres gør. På en måde er det jo bare pop musik med distortion og growls.
Diskant: Hvordan opfatter I den danske scene inde for den hårde metal i dag? Der kommer hele tiden et væld af nye bands fra stort set hele landet, og hvordan indplacerer Dansk Metal sig i den stolte nordiske tradition?
Illdisposed: Der kommer mange nye bands hele tiden, men det er, som om det kun er en brøkdel af dem der når langt med deres musik. Jeg tror mange af dem bliver overraskede over, hvor hårdt man skal arbejde for at komme frem. Men det faktum, at Sverige er langt foran os bunder mere i den støtte, de får fra regeringen, tror jeg. I Danmark er man nødt til at have et job ved siden af musikken, og det begrænser jo ens kreative evner en del.
Diskant: Hvor er I størst henne? Er det hos det danske publikum, eller ude omkring i Europa? Måske ligefrem i Sverige?
Illdisposed: Det er vi helt klart i Tyskland. De elsker os dernede, og vi sælger flest plader dér. Og det har vi det rigtig godt med, det er jo et stort land. Man kommer ikke så langt med at være store i Danmark, man kan jo spille landet tyndt med fem koncerter.
Diskant: Hvordan har I fundet tilbage til den mere oprindelige Illdisposed-lyd på de seneste albums? Er det igen et bevidst valg, eller har I haft et behov for at vende tilbage til rødderne, så at sige?
Illdisposed: Overordnet set har vi bare droppet den rene vokal og de technoagtige synths, vi legede med på et par albums. Der er ikke arbejdet bevidst i den ene eller anden retning. Vi begynder bare hurtigt at kede os, hvis vi laver det samme for længe ad gangen.
Diskant: I har udgivet 10 studiealbums, været med i en dokumentarfilm om det danske musikmiljø omkring dødsmetal. I har spillet et hav af koncerter, og I står for noget af det ypperste inden for jeres genre. Hvad er jeres ambitioner fremover? Skal Illdisposed fortsætte med det, de er bedst til, eller skal der andre boller på suppen? Måske lidt dødsjazz eller psychopop?
Illdisposed: Vi har ingen ambitioner og ingenting vi har brug for at bevise. Vi vil bare spille vores egen musik og på den måde holde vores venskab ved lige og komme rundt i verden. Vi har netop lavet en aftale med et amerikansk booking bureau, så planen er at toure lidt derovre næste år.
Diskant: Hvem er de nye bannerførerer på den danske metalscene ifølge jer?
Illdisposed: Hvis man ser på salgstal og billetsalg til koncerter er det os. Og så er der jo selvfølgelig Volbeat – hvis man stadigvæk kalder det metalmusik.
