En tour extreme fra hårdkogte svenskere
Stockholmske Jesaiah byder op til en brutal dans macabre på deres intense monster af et udspil Et Tu, Hope. Bandet vækkedes til live i 2006 og har tidligere udsendt en Ep som gav dem en del opmærksomhed i medierne.
Take no prisoners må have været mantraet under indspilningen af kvintettens debut. Vi befinder os i Converge og Dillinger Escape Plan territorium med højenergi eksplosioner og vokale udladninger som skifter mellem hardcore brøl og decideret growl, mens der fra tid til anden synges uden rødme på tungebåndet.
Der åbnes med ”Fill Your Hands With Chaos” og den titel siger vel det hele. Det er også det, som møder ens sanser fra det øjeblik musikken forlader forstærkeren. Det går over stok og sten med stor kompleksitet og en sikker tro på egen formåen og at Jesaiah vitterligt er dygtige musikere er indiskutabelt. Der er masser af suveræne riffs og yderst kompetent trommespil på de ti numre Et Tu, Hope indeholder.
På pladens femte nummer ”Music Noir” lyder Jesaiah pludselig som Isis eller Cult of Luna i deres tungeste, men også melodiske hjørne og med denne instrumentale genistreg midt i albummet får lytteren det eneste pusterum på Et Tu, Hope. Den indløser samtidig billet til pladens anden halvdel, som vekselvirker lidt mere nuanceret imellem brutale in your face elementer og tunge postrockede indspark. ”L´ame prison du corps” skruer lidt ned for intensiteten midtvejs og forsanger Max Sjöblom går i korte øjeblikke næsten i spoken word mode, som hvis en Henry Rollins hviskede ham i øret.
Et Tu, Hope afsluttes med dobbeltnummeret ”Let´s Dance under a Sky of Distortion” og ”And Sing to the Tunes of the End” som fornemt elastisticerer en combo af tumultarisk hardcore metal og mere tilbagelænet sludge/post metal.
Er man til ovennævnte bands og metalcore i almindelighed er der simpelthen ingen vej udenom, men be aware, det er ikke for folk med forhøjet hjertebanken.
Jesaiah spiller i Vega 3. november som support for The Devil Wears Prada.
