Debonair: Where Common Seems Strange

Det er en lidt sær størrelse, denne broderkonstellation, hvor Emil Landgreen (bl.a. Speaker Bite Me) og brormand Hans Landgreen har slået pjalterne sammen. Det er den mest ukendte af brødrene, der har skrevet sangene, som er stærkt varierede mellem støjende intens rastløshed og mere folk-agtig americana-vellyd.

cover-debonair-wherecommonseemsstrange-2009-300x300

Stærk, intens rastløs støj-pop

Det er en lidt sær størrelse, denne broderkonstellation, hvor Emil Landgreen (bl.a. Speaker Bite Me) og brormand Hans Landgreen har slået pjalterne sammen. Det er den mest ukendte af brødrene, der har skrevet sangene, som er stærkt varierede mellem støjende intens rastløshed og mere folk-agtig americana-vellyd.

Det åbner rastløst og indestængt på ”Wires and Glass” og den støjende ”Brimshade”. På titelnummeret ”Where Common Seems Strange” rammer Debonair første gang et peak-punkt, hvor Luke Sutherlands violin er med til at skabe den stærke intime og rastløse stemning på et nummer, der er lækkert bygget op om en kantet og fængende melodi.

På ”In What Way” viser Debonair, hvorfor de til tider omtaler sig selv som ‘americana pop’ og ‘indie-folk’, for igen får violinen en markant position i lydbilledet. Men ellers er det overordnede billede, at Debonair fremfører deres fine melodier i et støjende intenst og lidt køligt lydbillede.

Det er ikke helt forkert at sammenligne produktionen med de tidligere Speaker Bite Me-plader, hvor guitarlyden er sært spinkel i mange lag. Det medvirker til den urolige underflade på de ellers traditionelt komponerede melodier. ”Different View” er et af de klareste eksempler på dette. Fremført lige ud ad landevejen, ville der være tale om et ordinært pop-singer/songwriter-nummer, men det lykkes for Debonair at skabe en tændt stemning, der giver det liv, som gør dette album aldeles bemærkelsesværdigt.

Brødrene Landgreens vokaler er cool – og til tider udnytter de fint de stemmemæssige sammenfald. Arrangementerne bærer intensiteten og kanten til fulde, så det gør ikke alverden, at der ikke sker de store krumspring på vokalsiden.

Jeg er fuld af forundring over, at disse to herrer har formået at skabe et så intenst album, som ret beset blot er et sideprojekt imellem alt det andet, de laver. Som de selv anfører i deres pressemateriale, så var det aldrig meningen, at de skulle være et band. Og det kommer til udtryk på godt og ondt. Den onde side skal forståes således, at det ikke som sådan virker som et album, der har været nødvendigt for dem at lave. De har ikke nødvendigvis alverden på hjerte. Men det opvejes i høj grad af, at spontaniteten og det ekstremt levende udtryk positionerer dem i deres egen niche af den danske musikscene.

En niche, der er let at tilgå, og som indeholder masser af liv, idéer, stærke indfald og fine melodier.

Written By
More from Morten Wamsler
Pioneers of Transmission: Isolated By Strangers // Friends Gone Strange
Musikalsk viser Pioneers of Transmission et fint potentiale og masser af lovende...
Read More
0 replies on “Debonair: Where Common Seems Strange”